Julen er hele kroppens fest

Den jul, der nærmer sig som en løbsk snescooter i en vinterstorm, er døbt hjerternes fest. Det er almindelig vedtaget, men jeg synes, det er lidt urimeligt, at hjertet skal have monopol på højtiden. Andre dele af kroppen bidrager da så rigeligt.

Tag nu maven: Den er i den grad på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Var der tale om et havnebassin, havde miljømyndighederne slået alarm.

For ikke at snakke om ørerne: Forældre til børn i folkeskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti.

Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på scenen og hælder savl ud af blokfløjternes mundstykker.

Eneste kropsdel, der ikke synes stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er åbenlyst gået i hi under halløjet, og det kan dårligt undgå at påvirke den øvrige opførsel.

Endelig bør nævnes øjnene, der kan blive ganske trætte af tv’s julekalendere. I gamle dage var der én julekalender med sorthvide snoredukker, der havde det fornuftige koncept, at ungerne holdt kæft i 20 minutter. Nu skal 17 forskellige julekalendere skrue spændingen i vejret til sidste, 24. afsnit.

Sådan slides hele systemet, til vi en gang januar sidder hos lægen:
- Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte slet ikke klare. Og hvad det for noget med den tinnitus, der lyder som Whams »Last Christmas«?