Rigtige venner er på skærmen

Nu har jeg været på Facebook i ret lang tid. Eller fjæsbog som vi hardcorebrugere siger. Når vi ikke opfører os som børn, der samler på hønseringe:


– Jeg har 128 venner. Øj, har du så mange?

Vi mænd har to indgange til ny teknologi:

1) – Det er jo genialt. Hvordan har jeg kunnet leve uden det her? (Jeg kan finde ud af det, juhu.)

2) – Hvem har opfundet sådan noget bras? (jeg kan ikke finde ud af det.)

Kan mænd mestre noget, griber vi det. Bemægtiger os det. Erobrer verden. Derfor er vi nødt til nogle gange at bruge en weekend på at tjekke at dørkarmene er i vatter. Nemlig når vi har fundet et vaterpas til 20 kroner i rodekassen hos »Byg og Bøvl.«

Således også med Facebook. Knapt er man på, før man bliver grebet af akut mening-itis. Det handler om opdateringer: Michael spiser et knækbrød. Efter minutters bæven hos ens 144 venner: Michael ryster krummer ud af pc-tastaturet.

Sådan er det univers bare. Det er utroligt så travlt, venner har med at vente på busser, ærgre sig over regnvejr og fortælle, at Malte Tobias lige har lagt en lort i bleen. Det sidste er måske overdreven information, især hvis man er ved at spise knækbrød, men i bund og grund: Det er et fantastisk liv, der udspiller sig.

Og bedst af alt: Det giver begrebet venner nyt indhold. De kan som bekendt ikke købes for penge, men sælger gerne ud. Om ikke andet så af ligegyldigheder.