Alting har en ende. Selv om vi er nogle stykker, der synes, at
den er for længe om at dukke op i franske film. Men i sidste ende – alting har
en ende.
Også ferier. Her mener de fleste vist til gengæld, at enden
dukker skræmmende hurtigt op. Det synes vi også i Danmark, hvor vi har fem
ugers ferie, fri jul, påske, pinse, tilsat en teskefuld afspadsering, lidt deltid, et par gram barselsorlov og
37 timers arbejdsuge smagt til med hundens første sygedag. Tid vi kan bruge på at snakke
om hvor travlt, vi har, hvor stressede vi er, og Gud, hvor bliver det skønt at
få ferie.
Der var en gang, da ferie var defineret som fravær af arbejde.
Hvor det mest opsigtsvækkende var, når en bil foretog en hård opbremsning ude
på vejen, og der var tid til at ligge på græsset, kigge op på skyerne og tænke
store tanker som:
Med andre ord: Frås med tid. Lal, pjat. Tant og fjas. Plads for
ingenting.
Det er der ikke tid til i dag, når vi drøner af sted på ferie med
bil, børn, bagage og bredbånd. Planer og projekter. Solcreme og stangtennis og
Politikens »Turen gå ad Helvede til.«
Så meget har vi da lært af arbejdet: Tid skal udnyttes. Man
skulle nødigt gå glip af noget. Og når man vender hjem, klør sig nervøst på
underarmen og stadig kan huske adgangskoden til sin computer, så er det at man
stønner:
– Ferien ender altså for hurtigt.
