Forleden meddelte en kvindelig kollega, hvis navn jeg har lovet ikke at nævne, at hun havde fundet sin bilnøgle i sin taske.
Jubel og forløsning sagde jeg, så kan du jo køre igen.
Men sådan hang det slet ikke sammen. Nøglen havde ligget i tasken i
flere år, og hvad vil jeg så med den historie?
Jo, kvinder er som bekendt livets linjevogtere. Det
pletfri køn. Bærere af Ajax-genet. Fnugfri frøkener og fruer, der pudser
og polerer. Holder hus, rydder op og stiller på plads. De er æteriske
væsener uden mørke sider og skidt i krogene. Mens
mænd krøller sofapuder, efterlader brune render på bordet med deres
kaffekopper og forsømmer at klippe de små hår i næsen. Sådan er det. I
kvinders eget (nypudsede) spejlbillede, og det står som regel også til
troende.
Indtil man(d) sniger sig til at kigge i deres
håndtasker. Deres Bermuda-trekant. En dyster biotop. En mikroudgave af
Floridas sumpe. Et Dante’sk helvede af gennemtyggede kuglepenne,
krøllede Kleenexer, fedtede servietter med ulæselige, håndskrevne
telefonnumre, en Nokia 3310, som de bestemt mente, de havde tabt, et
klippekort fra Århus Sporveje fra 1996 samt – måske – en bilnøgle.
Der er to lærer:
Mænd: Sådan kan jeg tage rengørings-alfen på fersk gerning med krøllede vinger og huller i karkluden.
Kvinder: Det er nu smart, at man som regel får udleveret to nøgler når man køber bil.
