Efter at have holdt det som en undertrykt hemmelighed i mange år
føler jeg trang til at stå frem i lyset og modtage offentlighedens dom. Og nej,
jeg har ikke taget epo. Faktisk ejer jeg ikke en gang en cykel, og jeg har
lovet mine omgivelser aldrig at vise mig i cykelshorts.
Det er værre. Jeg kan egentlig godt lide broccoli!
Værsgo, så er det sagt. Så er der serveret. Men hvorfor er det
forbundet med skam, stigmatisering og måske indkaldelse af en
forsoningskommission at sige sådan? Fordi det er en vedtaget kendsgerning, at:
MÆND KAN IKKE LIDE BROCCOLI.
I sommer skrev en klummeskribent i Berlingske, at »broccoli
smager af pis«. Intet mindre. Og når Berlingske accepterer brugen af ordet pis,
kan enhver se, at det er en alvorlig sag. Der er udviklet konspirationsteorier
mellem mænd om, at kvinder kommer broccoli i blenderen og blander det i
frikadellefarsen. Frikadeller som vores mor snød med.
Mænds modstand kan være svær for mange kvinder at forstå, når de
med øjne som Johanne Schmidt Nielsen, når hun føler sig snydt, og en stemme som
en vinkelsliber, udbryder:
ER DU KLAR OVER, HVOR SUNDT DET ER!
Det er vores mand afgjort ikke. For mænd er sundhed lig med
sport. Og sport er lig med fodbold på en af de tv-kanaler, der ender på et tal
over 3. Og med Blå Ceres, Rød Tuborg og gule ostepops. Og det passer grønt
altså dårligt til.
