Kort før jul købte jeg røde stearinlys til vores juletræ. Af den simple grund
at butikken ikke havde andre, hvilket jeg sådan set godt vidste, aldrig har
været et argument over for kvinder.
De vil til enhver tid gøre opmærksom på, at man kan gå i andre butikker,
eventuelt køre udenbys eller ringe til NASA og spørge, om de eventuelt har
opdaget en ny planet, hvor der forhandles hvide julelys. For her har vi
konfliktens kerne.
Med al den livserfaring, som jeg ikke burde ignorere, blev jeg allerede på
vej hjem grebet af den følelse, jeg tror også griber islamiske selvmordsterrorister, når de
kommer stavrende med bombebæltet:
– Det her er nogen virkelig møg. Jeg burde være stoppet for længst. Nu er
det for sent.
Det gik som ventet. Den korte og nådige version: De blev dumpet.
Den længere og mere pinefulde version:
– Har du stadig kvitteringen?
(Det havde jeg ikke. Jeg var gået ud på kundetoilettet og havde spist den,
ligesom engelske faldskærmssoldater under 2. Verdenskrig slugte giftpiller for
ikke at blive knækket under Gestapos
forhør.)
Den desperate skyde-vildt-omkring-sig version:
– Når et konservativt og velanskrevet firma som Asp-Holmblad kan lave røde lys, man kan godt bruge
dem. . .
– Jeg kan ikke.
Den konkluderende version: Næste år kan hun selv købe sine julelys.
Hvad hun sådan set også havde gjort denne gang. Hvide.
fredag den 26. december 2014
Abonner på:
Opslag (Atom)