Paulus fastslog i sin tid, at manden er kvindens hoved, og den tese gennem årene skabt grobund for mange konflikter:
- Ikke i aften, skat. Jeg har hovedpine.
- Hov, det er da mig, der er hovedet, og jeg har skam ikke ondt.
Hvorefter kvinden vender sig og sover, og manden får alligevel ondt. Om ikke andet så af sig selv.
Samme Paulus, der i dag ville havde fået revet hovedet af af Me too-bevægelsen, gik et skridt videre. Han fastslog, at kvinden ikke måtte bede uden at have noget på hovedet, mens manden ikke behøvede at have noget på hovedet, for han var "Guds billede og afglans". Nu vil mange kvinder nok gerne skrive under på, at deres mand ved Gud er afglans - for ikke at sige, at glansen er gået helt af ham.
Påstanden, om at manden skulle være kvindens hoved, kræver et nøjere eftersyn. Hvis det forholder sig sådan, er det i hvert fald ikke en statisk tilstand. Mange mænd gennemgår en dynamisk udvikling, hvor de går fra at være hoved til brokhoved, og det er ikke en udvikling, kvinderne nødvendigvis lægger mærke til.
Forvandlingen kommer ikke over en nat. Det er ikke sådan, at der uden varsel vokser en ternet kasket med en kvast op ad hovedet på ham, og han begynder at sige hø-hø af sine egne vittigheder.
Forandringen kommer glidende. Det kan være, at manden begynder at gå rundt ude på villavejen og sætte små sedler i vinduesviskerne på biler:
- Vær venlig kun at parkere ud for den ejendom, hvor De et ærinde.
Eller det kan være han begynder at komme med bemærkninger som:
- Har du købt nye sko? Hvorfor? Du har da et par sko. Jeg har et par, og det har været udmærket for mig siden 1992. . .
Det er her, at kvinden tager sig til hovedet. Mandens bemærkning afslører, at han er et hundehoved, for han burde vide, at en kvinde ikke har et par sko. Hun har 40 par, og det er ikke nok:
- Og vores skabe burde udbygges, og hvorfor har du ikke ringet til en håndværker? Mine behov skriger til himlen. Det burde du kunne se, når du nu er så klog, at du kan undvære hovedet.
