2020 blev året da. . .

Vi er ikke engang halvvejs inde i året, men vi kan vel godt blive enige om, at 2020 bliver et år, vi vil huske. Som året vi vil tale om på samme måde, som mine bedsteforældre talte om besættelsen med dens rationeringsmærker, sortbørshandel og udgangsforbund, der medførte et sandt babyboom (social afstand - glem det).

På samme måde vil 2020 blive husket for skelsættende fænomener, vi ikke havde drømt om at blive konfronteret med for et år siden. Galgenhumoristisk kan vi små-fnisende begynde i den lette ende:

Vi lærte at vaske hænder.

Mange af os oplevede for første gang at have mere sprit på hænderne end i munden.

Første mission når en krise opstår: Køb toiletpapir.

Men så var der alt det andet, der måske står knapt så klart. Bliver 2020 begyndelsen til et liv i to-meter tiden?

Det blev i hver fald året, da moralbetjente dukkede op i stort tal med skældud og himmelvendte øjne, hvis andre stod for tæt, og andre hostede udisciplineret, og som i nogle tilfælde var så nidkære i tjenesten, at de skældte ud på blinde, fordi de ikke holdt afstand.

Det blev året, da vi lyttede til myndighedspersoner og ministre med samme ærbødighed og efterrettelighed, som havde 1968-oprøret ikke fundet sted. Året da krisens generaler hed Mette og Søren, som var de hovedpersoner i en børnebog. (Okay, det lugter lidt af 1968.)

Men så var der naturligvis alt det velkendte, der blot blev gentaget en gang til for prins Knud, Søren og Mette og alle vi andre:

Ungdommen er, som den altid har været, uansvarlig og tankeløs, sidder lårene ad hinanden. Kysser og det, der er værre. Alt sammen fordi vi andre har glemt, at for en teenager er der ikke noget vigtigere end andre teenagere, og derfor overså vi måske i skyndingen, at det for en 16-årig kan være lige så trist ikke at se sine værelseskammerater på efterskolen, som det er for en 90-årig ikke at se sin familie.

Endelig var der den med, at coronaen kom med skiturister fra Nordsjælland, men senere rykkede smittebæltet til den københavnske vesteregn og Sydsjælland, hvor indkomsterne er nogle andre.

Det var heller ikke skelsættende nyt.

Dum. dummere . . .

På nettet faldt jeg forleden over overskriften ”Dumhed er godt for karrieren”.

Det viser, at formålsløs surfen rundt ikke er af det onde endsige spild af tid og ikke nødvendigvis fører ud i blindgyder som katte-videoer eller hjemmesider, der lover hviderussisk kæreste, hvis man taster sine bankoplysninger ind.

For sådan en overskrift må pirre enhver. Både dem, der vil tænke:

Jamen, det forklarer da en del.

Hvorefter de i tankerne gennemgår alle de dummernikker, de kender, og som har overhalet dem her i livet – blandt andet takket være en hurtigere og dyrere bil.

Og så må overskriften også røre noget i alle dem, der rammes af det mentale meteornedslag:

Hvad har jeg gjort forkert?

Jeg hører til den sidste gruppe. (Okay, også lidt til den første. Jeg synes, også det forklarer en del. Jeg vil bare ikke nævne navne. Det vil være dumt.)

Men altså: I den gruppe har vi svært ved at forstå, hvad der gik galt undervejs. Jeg mener, jeg har da dummet mig rigeligt, og det har givet en hel masse: Et ar på hagen, gæld, en Citroën C3, og biblioteksbøder. Men karriere?

Overskriften om den karrierefremmende dumhed stammede fra DJØF-bladet, og så bør man være opmærksom og læse teksten grundigt. De er nemlig ikke dumme. Artiklen handlede om to forskere, der havde fat i begrebet ”funktionel dumhed”, som de holdt op imod ”traditionel dumhed”. Det sidste er sådan noget som at slå græs i stormvejr i badebukser eller råbe ”bøsserøve” efter en flok HA’ere.

Funktionel dumhed hænger snævert sammen med, at vi i vores del af verden i mange år har haft det mantra, at vi skal konkurrere, ja overleve, på vores kloge løsninger. Vores hjernevindinger. Vores viden. Så kunne kineserne lave de dippedutter og producere de cup noodles, kloge hoveder skal bruge for at holde vidensmaskineriet kørende.

Den dagsorden var kineserne i parentes bemærket ikke helt med på, og det var måske den første dumhed – sådan en helt traditionel en af slagsen.

Alle de videnstunge virksomheder og organisationer kræver medarbejdere med videnstunge CV’er, og dem er man så omhyggelig med at ansætte en masse af.

Hvorefter disse altså booster deres karriere ved at gøre en masse dumme ting, og det er ikke fordi, de er ansat til det. Altså, et stillingsopslag med ordlyden: Er funktionel dumhed en af dine kompetencer så læs videre. Nej vel?

Nej, det sker helt automatisk. Funktionel dumhed, sagde de to forskere, kræver nemlig begavelse, så man kan opfylde omgivelsernes forventninger om ”at levere enkle løsninger og optimistiske udsagn”. Gerne på to PowerPoints-præsentationer så vi dumme også kan være med.

Forskerne brugte finanskrisen som eksempel: Bankerne tjente i flere år styrtende med penge ved at handle med spekulative, finansielle produkter, de ikke selv kunne gennemskue risikoen af, og så brasede det hele 

sammen.

Ret dumt kunne man sige, men også funktionelt, for bankerne klarede det jo meget godt, fordi andre kom og ryddede op, og en masse mennesker tjente en masse penge.

Til gengæld tabte endnu flere mennesker også penge, de mistede deres jobs og måske også deres hjem. Og det er nok dem, der sidder tilbage med en følelse af at være de dumme. Sådan helt traditionelt dumme.