På nettet faldt jeg forleden over overskriften ”Dumhed er godt for karrieren”.
Det viser, at formålsløs surfen rundt ikke er af det onde endsige spild af tid og ikke nødvendigvis fører ud i blindgyder som katte-videoer eller hjemmesider, der lover hviderussisk kæreste, hvis man taster sine bankoplysninger ind.
For sådan en overskrift må pirre enhver. Både dem, der vil tænke:
Jamen, det forklarer da en del.
Hvorefter de i tankerne gennemgår alle de dummernikker, de kender, og som har overhalet dem her i livet – blandt andet takket være en hurtigere og dyrere bil.
Og så må overskriften også røre noget i alle dem, der rammes af det mentale meteornedslag:
Hvad har jeg gjort forkert?
Jeg hører til den sidste gruppe. (Okay, også lidt til den første. Jeg synes, også det forklarer en del. Jeg vil bare ikke nævne navne. Det vil være dumt.)
Men altså: I den gruppe har vi svært ved at forstå, hvad der gik galt undervejs. Jeg mener, jeg har da dummet mig rigeligt, og det har givet en hel masse: Et ar på hagen, gæld, en Citroën C3, og biblioteksbøder. Men karriere?
Overskriften om den karrierefremmende dumhed stammede fra DJØF-bladet, og så bør man være opmærksom og læse teksten grundigt. De er nemlig ikke dumme. Artiklen handlede om to forskere, der havde fat i begrebet ”funktionel dumhed”, som de holdt op imod ”traditionel dumhed”. Det sidste er sådan noget som at slå græs i stormvejr i badebukser eller råbe ”bøsserøve” efter en flok HA’ere.
Funktionel dumhed hænger snævert sammen med, at vi i vores del af verden i mange år har haft det mantra, at vi skal konkurrere, ja overleve, på vores kloge løsninger. Vores hjernevindinger. Vores viden. Så kunne kineserne lave de dippedutter og producere de cup noodles, kloge hoveder skal bruge for at holde vidensmaskineriet kørende.
Den dagsorden var kineserne i parentes bemærket ikke helt med på, og det var måske den første dumhed – sådan en helt traditionel en af slagsen.
Alle de videnstunge virksomheder og organisationer kræver medarbejdere med videnstunge CV’er, og dem er man så omhyggelig med at ansætte en masse af.
Hvorefter disse altså booster deres karriere ved at gøre en masse dumme ting, og det er ikke fordi, de er ansat til det. Altså, et stillingsopslag med ordlyden: Er funktionel dumhed en af dine kompetencer så læs videre. Nej vel?
Nej, det sker helt automatisk. Funktionel dumhed, sagde de to forskere, kræver nemlig begavelse, så man kan opfylde omgivelsernes forventninger om ”at levere enkle løsninger og optimistiske udsagn”. Gerne på to PowerPoints-præsentationer så vi dumme også kan være med.
Forskerne brugte finanskrisen som eksempel: Bankerne tjente i flere år styrtende med penge ved at handle med spekulative, finansielle produkter, de ikke selv kunne gennemskue risikoen af, og så brasede det hele
sammen.
Ret dumt kunne man sige, men også funktionelt, for bankerne klarede det jo meget godt, fordi andre kom og ryddede op, og en masse mennesker tjente en masse penge.
Til gengæld tabte endnu flere mennesker også penge, de mistede deres jobs og måske også deres hjem. Og det er nok dem, der sidder tilbage med en følelse af at være de dumme. Sådan helt traditionelt dumme.
