2020 blev året da. . .

Vi er ikke engang halvvejs inde i året, men vi kan vel godt blive enige om, at 2020 bliver et år, vi vil huske. Som året vi vil tale om på samme måde, som mine bedsteforældre talte om besættelsen med dens rationeringsmærker, sortbørshandel og udgangsforbund, der medførte et sandt babyboom (social afstand - glem det).

På samme måde vil 2020 blive husket for skelsættende fænomener, vi ikke havde drømt om at blive konfronteret med for et år siden. Galgenhumoristisk kan vi små-fnisende begynde i den lette ende:

Vi lærte at vaske hænder.

Mange af os oplevede for første gang at have mere sprit på hænderne end i munden.

Første mission når en krise opstår: Køb toiletpapir.

Men så var der alt det andet, der måske står knapt så klart. Bliver 2020 begyndelsen til et liv i to-meter tiden?

Det blev i hver fald året, da moralbetjente dukkede op i stort tal med skældud og himmelvendte øjne, hvis andre stod for tæt, og andre hostede udisciplineret, og som i nogle tilfælde var så nidkære i tjenesten, at de skældte ud på blinde, fordi de ikke holdt afstand.

Det blev året, da vi lyttede til myndighedspersoner og ministre med samme ærbødighed og efterrettelighed, som havde 1968-oprøret ikke fundet sted. Året da krisens generaler hed Mette og Søren, som var de hovedpersoner i en børnebog. (Okay, det lugter lidt af 1968.)

Men så var der naturligvis alt det velkendte, der blot blev gentaget en gang til for prins Knud, Søren og Mette og alle vi andre:

Ungdommen er, som den altid har været, uansvarlig og tankeløs, sidder lårene ad hinanden. Kysser og det, der er værre. Alt sammen fordi vi andre har glemt, at for en teenager er der ikke noget vigtigere end andre teenagere, og derfor overså vi måske i skyndingen, at det for en 16-årig kan være lige så trist ikke at se sine værelseskammerater på efterskolen, som det er for en 90-årig ikke at se sin familie.

Endelig var der den med, at coronaen kom med skiturister fra Nordsjælland, men senere rykkede smittebæltet til den københavnske vesteregn og Sydsjælland, hvor indkomsterne er nogle andre.

Det var heller ikke skelsættende nyt.

Dum. dummere . . .

På nettet faldt jeg forleden over overskriften ”Dumhed er godt for karrieren”.

Det viser, at formålsløs surfen rundt ikke er af det onde endsige spild af tid og ikke nødvendigvis fører ud i blindgyder som katte-videoer eller hjemmesider, der lover hviderussisk kæreste, hvis man taster sine bankoplysninger ind.

For sådan en overskrift må pirre enhver. Både dem, der vil tænke:

Jamen, det forklarer da en del.

Hvorefter de i tankerne gennemgår alle de dummernikker, de kender, og som har overhalet dem her i livet – blandt andet takket være en hurtigere og dyrere bil.

Og så må overskriften også røre noget i alle dem, der rammes af det mentale meteornedslag:

Hvad har jeg gjort forkert?

Jeg hører til den sidste gruppe. (Okay, også lidt til den første. Jeg synes, også det forklarer en del. Jeg vil bare ikke nævne navne. Det vil være dumt.)

Men altså: I den gruppe har vi svært ved at forstå, hvad der gik galt undervejs. Jeg mener, jeg har da dummet mig rigeligt, og det har givet en hel masse: Et ar på hagen, gæld, en Citroën C3, og biblioteksbøder. Men karriere?

Overskriften om den karrierefremmende dumhed stammede fra DJØF-bladet, og så bør man være opmærksom og læse teksten grundigt. De er nemlig ikke dumme. Artiklen handlede om to forskere, der havde fat i begrebet ”funktionel dumhed”, som de holdt op imod ”traditionel dumhed”. Det sidste er sådan noget som at slå græs i stormvejr i badebukser eller råbe ”bøsserøve” efter en flok HA’ere.

Funktionel dumhed hænger snævert sammen med, at vi i vores del af verden i mange år har haft det mantra, at vi skal konkurrere, ja overleve, på vores kloge løsninger. Vores hjernevindinger. Vores viden. Så kunne kineserne lave de dippedutter og producere de cup noodles, kloge hoveder skal bruge for at holde vidensmaskineriet kørende.

Den dagsorden var kineserne i parentes bemærket ikke helt med på, og det var måske den første dumhed – sådan en helt traditionel en af slagsen.

Alle de videnstunge virksomheder og organisationer kræver medarbejdere med videnstunge CV’er, og dem er man så omhyggelig med at ansætte en masse af.

Hvorefter disse altså booster deres karriere ved at gøre en masse dumme ting, og det er ikke fordi, de er ansat til det. Altså, et stillingsopslag med ordlyden: Er funktionel dumhed en af dine kompetencer så læs videre. Nej vel?

Nej, det sker helt automatisk. Funktionel dumhed, sagde de to forskere, kræver nemlig begavelse, så man kan opfylde omgivelsernes forventninger om ”at levere enkle løsninger og optimistiske udsagn”. Gerne på to PowerPoints-præsentationer så vi dumme også kan være med.

Forskerne brugte finanskrisen som eksempel: Bankerne tjente i flere år styrtende med penge ved at handle med spekulative, finansielle produkter, de ikke selv kunne gennemskue risikoen af, og så brasede det hele 

sammen.

Ret dumt kunne man sige, men også funktionelt, for bankerne klarede det jo meget godt, fordi andre kom og ryddede op, og en masse mennesker tjente en masse penge.

Til gengæld tabte endnu flere mennesker også penge, de mistede deres jobs og måske også deres hjem. Og det er nok dem, der sidder tilbage med en følelse af at være de dumme. Sådan helt traditionelt dumme.

Hav det godt - det er en ordre

Der var engang vi, levede i en forbudskultur. Tag bare de ti bud. Ordene "du må ikke" forekommer påfaldende ofte. Faktisk var der kun to lodrette påbud: "Ær din far og mor" og "hold fri når det fridag". Det første er det mange steder så som så med, og det sidste er vi da helt helt op med.

Apropos det sidste så mener nogle, at bøtten i dag er vendt, og at vi er gået fra forbudskultur til påbudskultur. Sandt er det, at der er dukket påfaldende mange ting, vi skal, op:
Vi skal spise sundt. Vi skal dyrke motion. Vi skal være positive og gå med ja-hat. Ja, helst skal vi være lykkelige. Hvis ikke vi er lykkelige, er der noget, der skal repareres, og om ikke andet kan man blive skilt. Det bliver de færreste godt nok lykkelige af, men så har man da gjort noget. Og det er positivt. Tak til ja-hatten.

Vi kender situationen, når vi går på ferie:

- Husk nu at nyde det!

Jawohl! Så sidder man i sin ferie og kigger ud på regnvejret, mens man skammer sig lidt over, at man ikke rigtig nyder det. Ikke mindst fordi man ved, hvad der bliver sagt, når man vender tilbage fra ferie:
- Nå, har du nydt din ferie?

Ikke mindst unge lever langt fra forbudskulturens dask over fingrene. Der er faktisk ikke meget, de ikke må. Men der er ikke så lidt, de skal. De skal være på Facebook og Instagram - også klokken tre om natten - og skovle likes hjem. De skal se godt ud og være så slanke, at man spekulerer over, hvor de gør af tarmene. De skal være vellidte og have 12 i alt. De skal have deres uddannelsesparathedsvurdering på plads. Det sidste er et ord, der får enhver anstændig stavekontrol til at gøre oprør, og for de, der er så gamle, at de er fri for at vide, hvad det er: Det betyder, at man udfritter en 15-årig om, hvad hun skal med resten af sit liv.

Så kan det godt være, at unge ikke ligefrem ærer deres mor og far, men hører efter i timen og retter ind efter alle skal'erne - det gør de. Det virker bare ikke altid som om, de er særligt lykkelige. Tværtimod har man indtryk af.

Det kan I godt tænke lidt over. Ja, I skal faktisk.

Overhovedet og brokhovedet

Paulus fastslog i sin tid, at manden er kvindens hoved, og den tese gennem årene skabt grobund for mange konflikter:

- Ikke i aften, skat. Jeg har hovedpine.

- Hov, det er da mig, der er hovedet, og jeg har skam ikke ondt.

Hvorefter kvinden vender sig og sover, og manden får alligevel ondt. Om ikke andet så af sig selv.

Samme Paulus, der i dag ville havde fået revet hovedet af af Me too-bevægelsen, gik et skridt videre. Han fastslog, at kvinden ikke måtte bede uden at have noget på hovedet, mens manden ikke behøvede at have noget på hovedet, for han var "Guds billede og afglans". Nu vil mange kvinder nok gerne skrive under på, at deres mand ved Gud er afglans - for ikke at sige, at glansen er gået helt af ham.

Påstanden, om at manden skulle være kvindens hoved, kræver et nøjere eftersyn. Hvis det forholder sig sådan, er det i hvert fald ikke en statisk tilstand. Mange mænd gennemgår en dynamisk udvikling, hvor de går fra at være hoved til brokhoved, og det er ikke en udvikling, kvinderne nødvendigvis lægger mærke til.

Forvandlingen kommer ikke over en nat. Det er ikke sådan, at der uden varsel vokser en ternet kasket med en kvast op ad hovedet på ham, og han begynder at sige hø-hø af sine egne vittigheder.

Forandringen kommer glidende. Det kan være, at manden begynder at gå rundt ude på villavejen og sætte små sedler i vinduesviskerne på biler:

- Vær venlig kun at parkere ud for den ejendom, hvor De et ærinde.

Eller det kan være han begynder at komme med bemærkninger som:

- Har du købt nye sko? Hvorfor? Du har da et par sko. Jeg har et par, og det har været udmærket for mig siden 1992. . .

Det er her, at kvinden tager sig til hovedet. Mandens bemærkning afslører, at han er et hundehoved, for han burde vide, at en kvinde ikke har et par sko. Hun har 40 par, og det er ikke nok:

- Og vores skabe burde udbygges, og hvorfor har du ikke ringet til en håndværker? Mine behov skriger til himlen. Det burde du kunne se, når du nu er så klog, at du kan undvære hovedet.

Og det vil vare i ni år

Når sommerferien er slut, åbner tusindvis af poder et nyt kapitel i deres livshistorie:

De skal begynde i skole.

Tusindvis af små, videbegærlige væsener står trippende og klar til at tage imod:

Viden, lærdom, indsigt.

Samt en voksen, der vil sige:

- Hør nu, Sylvia Sommerblomst, du må ikke stå på stolen og råbe, for der er 24 andre, selvoptagede unger i lokalet, som jeg også har ansvaret for, og de skal også have noget at skulle have at sagt. Siger deres 48 højtråbende forældre, der ellers klager . . . forstår I ligesom, hvad jeg siger?

Oveni venter – og det er disse nye familier sikkert lykkeligt udvidende om - diagnoser, flueben, bekymringssamtaler, målstyring og indberetninger til kommunen.

Men bare vent: Det vil snart blive hverdag.

Det åbner næste kapitel i barnets bog. For forældrene til et kommende skolebarn, vil nemlig også stifte bekendtskab med kinesisk vandtortur version 2.0:

Forældreintra.

Det er et forum, hvor der kan foregå hjertegribende meningsudvekslinger om, hvor Albert Hannibals vanter er blevet af, og om, at Ida Sophia for 117. gang har smidt sin iPhone væk.

Endelig skal de nybagte skolefamilier vænne sig til, at alle brancher har deres eget sprog, så de skal lære at forstå, hvad der menes, når der bliver sagt:

Vi har trivselsdag på skolen. (Betyder: Forældrene skal stille og male legepladsen i weekenden – også dem der aldrig har holdt en pensel i hånden - for skolen har ikke råd til at få det udført.)

Louis er et meget fysisk barn. (Betyder: Hvis den lille rod ikke lærer at sidde stille, binder jeg ham til stolen.)

Ida er en videbegærlig elev. (Betyder: Hun skal holde op med at stille spørgsmål, jeg ikke kan svare på.)

Endelig venter møder og intense forhandlinger mellem forældre om, hvor meget en gave til en børnefødselsdag må koste, om børnene kan komme i bowlingcenter, og om det går an, at de får røde pølser og sodavand, og hvad så med Carl Emil, der har allergi, og er der et alternativ til Elfride og Sophus Alexander, hvis forældre er imod konventionelle fødevarer?

Og så videre og så videre. Og det vil vare i ni år.

Mennesket, mopsen og kyllingen

Man har i årevis hørt udsagnet, at mennesker og deres kæledyr ad åre kommer til at ligne hinanden. Det burde dem, der ejer en mops måske tænke over.

Her ser vi bort fra den helt overordnede betragtning, som en del kvinder har gjort sig. Nemlig at mænd og hunde har grundlæggende fælles træk.

De slubrer maden i sig.

De kan parre sig med hvem som helst.

De kommer op at slås med tilfældigt forbipasserende.

De kan rende efter den samme bold i timevis.

Nej, vi er nede på det personlige plan, og jeg kom alvorligt galt af sted for et par år siden, da min hjerne et øjeblik holdt pause under en snak om husdyr, hvorefter min mund tog teten og løb over med:

- Nu er det jo meget almindeligt, at ældre kvinder holder kat.

- Hvad mener du med ”ældre”, spurgte en kvindelig kollega og katteejer med en stemme som et arktisk topmøde.

Man skal passe morderligt på med at sætte etiketter på dyreejere. De rejser børster, viser klør og skræpper op. Måske fordi etiketterne ofte passer lidt for godt, når det kommer til stykket. Jeg mener, marsvin er noget, nuttede børn har. Det er de færreste HA’ere, der ejer små gnavere. Det skulle da lige være som foder til deres kvælerslange. Snarere holder man i de kredse kamphunde af den slags, der konstant snuser folk i skridtet.

Og fugleedderkopper i ildelugtende akvarier er også overvejende kæledægger for det segment, der får ejendomspriserne i nabolaget til at falde, fordi de også holder gamle campingvogne og rustne køleskabe i forhaven, mens de i netundertrøje og baseballkasket skyder til måls efter øldåser i baghaven.

Endelig hører hunde, der er så små, at de kan bo i en sko, sjældent hjemme i en familie med far, mor og børn. De er snarere kæledyr hos unge kvinder, der ser ”Paradise Hotel” og tror, at fotosyntese er noget, fotografer beskæftiger sig med. Kvinderne kan finde på at have hundene i deres tasker, hvis de da ikke har sendt kæresten ud for at gå tur med kræet.

Den type mænd er der måske ikke ligefrem nogle etiketter, der passer på. Men lidt kylling er der altså over det.

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Kan man leve i tre kvarter uden karameller?

Spørgsmålet trænger sig på, efter at et dagblad forleden dramatisk og detaljeret beskrev et slagsmål efter en klassisk koncert i Sverige. Her sad en kvinde og raslede med en pose slik, indtil en mand, der flere gange havde tysset på hende, blev så hidsig, at han hev posen ud ad hænderne på kvinden og kylede den hen ad gulvet.

I første omgang kiggede hun bare surt på manden (bare tanken om en sur svensk kvinde ville have fået mig til at forlade Mahlers 5. symfoni), men da de sidste toner havde lydt, sprang hun op og begyndte at slå løs på manden, og så var det slagsmål i gang.

Nu foregik det i Sverige, og nogle danskere vil indvende, at svenskere nu en gang er noget særligt. Spiser de måske ikke hotdogs med kartoffelmos? Men diskussionen om, hvad man kan og ikke kan til koncerter og i biografer er ikke specielt svensk.

De fleste har oplevet situationen, hvor manden med sæsonens mest stædige efterårshoste, synes han skal i biografen og indvie de øvrige tilskuere i hvor mange gange, han kan supplere lydsporet til ”Lykke Per”. Til de, der ikke har set den: Den varer 2 timer og 50 minutter.

Eller den blaserte personage, der har taget sin tunghøre fætter med til ”Nibelungens Ring” og vil forklare ham hele historien undervejs.

Problemet med folk, der snakker under koncerter, er så stort, at musikfestivaler har talt med store bogstaver til dem, der trækker samtlige skuffer ud i deres sludrechatol, mens musikken spiller. Så kan de aparte, der vil høre musik, stå og spekulere på, hvorfor nogle har betalt tusindvis af kroner for at komme ind på en festivalplads for med svømmende Tuborg-øjne at fortælle anekdoter fra deres liv. Ofte af svingende underholdningsværdi.

Nogle vil kende den emsige, midaldrende kvinde, der, når selskabet bryder op, og alle tager tøj på i garderoben, råber gennem lokalet til manden:

- Har du husket at få tisset af?

Måske skulle vi gøre det samme ved koncerter, festivaler og i teatret:

- Har du fået snakket færdigt?