Kan man leve i tre kvarter uden karameller?
Spørgsmålet trænger sig på, efter at et dagblad forleden dramatisk og detaljeret beskrev et slagsmål efter en klassisk koncert i Sverige. Her sad en kvinde og raslede med en pose slik, indtil en mand, der flere gange havde tysset på hende, blev så hidsig, at han hev posen ud ad hænderne på kvinden og kylede den hen ad gulvet.
I første omgang kiggede hun bare surt på manden (bare tanken om en sur svensk kvinde ville have fået mig til at forlade Mahlers 5. symfoni), men da de sidste toner havde lydt, sprang hun op og begyndte at slå løs på manden, og så var det slagsmål i gang.
Nu foregik det i Sverige, og nogle danskere vil indvende, at svenskere nu en gang er noget særligt. Spiser de måske ikke hotdogs med kartoffelmos? Men diskussionen om, hvad man kan og ikke kan til koncerter og i biografer er ikke specielt svensk.
De fleste har oplevet situationen, hvor manden med sæsonens mest stædige efterårshoste, synes han skal i biografen og indvie de øvrige tilskuere i hvor mange gange, han kan supplere lydsporet til ”Lykke Per”. Til de, der ikke har set den: Den varer 2 timer og 50 minutter.
Eller den blaserte personage, der har taget sin tunghøre fætter med til ”Nibelungens Ring” og vil forklare ham hele historien undervejs.
Problemet med folk, der snakker under koncerter, er så stort, at musikfestivaler har talt med store bogstaver til dem, der trækker samtlige skuffer ud i deres sludrechatol, mens musikken spiller. Så kan de aparte, der vil høre musik, stå og spekulere på, hvorfor nogle har betalt tusindvis af kroner for at komme ind på en festivalplads for med svømmende Tuborg-øjne at fortælle anekdoter fra deres liv. Ofte af svingende underholdningsværdi.
Nogle vil kende den emsige, midaldrende kvinde, der, når selskabet bryder op, og alle tager tøj på i garderoben, råber gennem lokalet til manden:
- Har du husket at få tisset af?
Måske skulle vi gøre det samme ved koncerter, festivaler og i teatret:
- Har du fået snakket færdigt?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar