Svineri for børn

Det er fint, at forældre propper computeren med firewalls og filtre, så adgangen til Internettet bliver som at snige sig over grænsen til Nordkorea. Børn skal jo beskyttes mod snasket derude.
Men måske skal vi også kigge nærmere på vores kulturskat i form af de gamle børnesange, som vi lader ungerne synge – sådan uden videre. For der er altså grove løjer imellem.
Tag nu »Giftes med Farmand«. Den kan nok give nogle indre billeder af tvivlsom karakter, og komponisten skal være glad for, at den er skrevet for mange år siden.
Eller hvad skal vi mene om »I Skoven skulle være Gilde.«. Den rummer en grim scene til sidst, hvor den gamle ugle drak sig »ganske fuld, så den faldt i græsset omkuld«. Børn pånødes her indre billeder af alkoholiseret fjerkræ, og det må vi sige er stærke sager i en tid, da to 15-årige må gå i seng med hinanden, men ikke ryge en smøg bagefter.
Vi kommer heller ikke udenom at kaste et kritisk blik på en nationaldigter som Jeppe Aakjær, der skrev »her er soen – sikken en – messingring i næsen, lange ører korte ben, uopdragent væsen«. Det er da den sikre måde at fremme spisevægring på, næste gang der står nakkekoteletter på bordet. Aakjær fremturer i samme sang: »Ved sin moders patte får den en dejlig mælketår«. Sin moders patte – må vi være fri. Børn skal bare vide, at mælk kommer fra Nettos køledisk. Det må være nok. For at det ikke skal være løgn slutter sangen med ordene: »Lotte går ved lisken, nu skal jeg have pisken«. Sadomasochistiske fantasier skal vi heller ikke skånes for. Jo, jeg synes nok, der er noget at tage fat på.

Time Manager from Hell

For mange år siden havde jeg en veninde i Århus, der altid gik og sagde, at livet stoppede, når man fik børn. Det syntes jeg nok var at stramme den, men udsagnet faldt mig ind forleden. Nemlig da jeg så et af disse talkshows, hvor en gruppe lettere bedagede kendisser sad og skulle designe begavede svar på banale problemer, som voksne mennesker selv burde kunne løse.
Et af spørgsmålene kom fra en kvinde, der var grundig træt af, at hele venindekredsen havde fået mand og barn. Jo, for nu var det umuligt at samles spontant om noget som helst. Selv den mest uambitiøse kop kaffe-snak skulle planlægges, aftales, forhandles, afstemmes og inddrage Outlook, Facebook, SMS, kalender og logistikkontoret hos Statens Byggeforskningsinstitut.
Når den endelige beslutning så var taget, og audiensen tilstået, havde kvinden mistet al lyst til kaffe–snak. Og al anden form for samvær med sine planlægnings-psykotiske veninder.
Det kunne talkshowets panel sådan set godt forstå, men folk havde jo så travlt i dag, så konklusionen blev, at kvinden måtte drikke sin kaffe selv.
Det syntes jeg nok var et tyndt svar. Spørgsmålet er om det overhovedet handler om travlhed. Eller om det ikke bare handler om, at spontanitet er yt. Spontan er noget aborter kan være. Alt andet i vores kultur skal skemalægges og hænges op på køleskabet med en lille magnet, og kontrolsygen, synes jeg, slog nye rekorder, da jeg i sidste uge læste, at børnefamilier bestiller charterrejser halvandet år i forvejen.
En psykolog kaldte det sygt.

Jeg fik ikke hendes navn, men måske var det min gamle veninde fra Århus.

Ser jeg for tyk ud i de her bukser?

Mænd er det handlekraftige køn. Vores forfædre sad på sletten, parate til at nedlægge vilde dyr, og den eneste form for verbalisering var, når de sad og fangede lus ved bålet:
– Lørdag aften. Hvad skal vi lave? Gå ud og smide med sten efter nogle mammutter?
Af samme grund bider ord ikke på mænd i dag. Det sagte skræmmer os ikke, selv om sætningen »der er ikke flere øl« selvfølgelig kan sende en svag trækning hen over vores øjenbryn. Men ellers ikke.
Dog er der ingen regel uden undtagelse. Det ved alle, der har set en mands reaktion, når kæresten/konen siger:
– Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Historien kender til enkelte mænd, der troede på, at sandheden tjener alle bedst, så de sagde noget i retning af:
– Ja, der er godt nok noget Marie Carmen Koppel over det der. . .
Lad os sende disse mænd en tanke. De er her ikke mere. Og hvis de alligevel er, så er det med en anden kone.
Alle andre mænd ved med deres urinstinkt, at her skal ikke tales. Her skal handles. Så de forvandler sig i et splitsekund til noget fra en Greemlins-film, piber noget usammenhængende og finder en uopsættelig opgave at kaste sig over: En tagrende, der skal renses eller en bil, der skal vaskes. Jeg vil vædde en konsultation hos Carl Mar Møller på, at landet er fyldt med havelamper, der har fået pærerne skiftet ud på den konto. Af en repræsentant for det handlekraftige, nonverbale køn. I overalls og med et jaget blik i øjnene.
Alt imens en kvinde har stået foran spejlet og lignet en sumobryder med vejrtrækningsbesvær.