mandag den 6. oktober 2008

Ser jeg for tyk ud i de her bukser?

Mænd er det handlekraftige køn. Vores forfædre sad på sletten, parate til at nedlægge vilde dyr, og den eneste form for verbalisering var, når de sad og fangede lus ved bålet:
– Lørdag aften. Hvad skal vi lave? Gå ud og smide med sten efter nogle mammutter?
Af samme grund bider ord ikke på mænd i dag. Det sagte skræmmer os ikke, selv om sætningen »der er ikke flere øl« selvfølgelig kan sende en svag trækning hen over vores øjenbryn. Men ellers ikke.
Dog er der ingen regel uden undtagelse. Det ved alle, der har set en mands reaktion, når kæresten/konen siger:
– Ser jeg for tyk ud i de her bukser?
Historien kender til enkelte mænd, der troede på, at sandheden tjener alle bedst, så de sagde noget i retning af:
– Ja, der er godt nok noget Marie Carmen Koppel over det der. . .
Lad os sende disse mænd en tanke. De er her ikke mere. Og hvis de alligevel er, så er det med en anden kone.
Alle andre mænd ved med deres urinstinkt, at her skal ikke tales. Her skal handles. Så de forvandler sig i et splitsekund til noget fra en Greemlins-film, piber noget usammenhængende og finder en uopsættelig opgave at kaste sig over: En tagrende, der skal renses eller en bil, der skal vaskes. Jeg vil vædde en konsultation hos Carl Mar Møller på, at landet er fyldt med havelamper, der har fået pærerne skiftet ud på den konto. Af en repræsentant for det handlekraftige, nonverbale køn. I overalls og med et jaget blik i øjnene.
Alt imens en kvinde har stået foran spejlet og lignet en sumobryder med vejrtrækningsbesvær.

Ingen kommentarer: