Bekymringsindustrien

Jeg er vild med udtrykket bekymringsindustri. Man ser for sig en stor fabrikshal med kolonner af grå mennesker med knold i nakken og ruskindslapper på ærmerne, der under stor larm knækker fingre, mens de siger: Klæd dig nu varmt på, så du ikke bliver forkølet, får du nu også nok at spise og kom nu hjem i ordentlig tid. . .
Bekymringsindustrien er ny. Tidligere var det et håndværk fyldt med små, selvstændige producenter af bekymring og utryghed. Ens mor for eksempel:
– Hej mor, jeg ringer, for du siger jo, at jeg aldrig ringer til dig. . .
– Hvorfor ringer du nu? Ved du ikke, at der farligt at ringe i tordenvejr?
Nu er det altså en industri, men det er ikke gået ud over kvaliteten. Tværtimod forædler bekymringsindustrien sine produkter løbende. Tag nu mælk. Først drak vi mælk, fordi det var sundt, indtil bekymringsindustrien fortalte om mælkeallergi. Så holdt vi op, hvorefter bekymringsindustrien producerede bekymring om vores knoglers holdbarhed.
Sådan kan man blive ved, og det er lige, hvad industrien gør. Den udvikler sig konstant. Forleden så jeg således et barn med cykelhjelm. Til fods vel at mærke, men mit yndlingseksempel er stadig det forældrepar, der ikke ville have, at sønnen kom ud i regnvejr, når han var i børnehave. Nej, for så blev han jo våd. Alt sammen en følge af en opvækst i lyset fra bekymringsindustrien. Om føje år har vi formentlig taget skridtet fuldt ud, så børn slet ikke kommer udenfor en dør.
Så vil bekymringsindustrien forklare, at det er skadeligt for børn at være socialt isolerede.

Vil du frem min dreng så spil kort

Der var en gang, da børn aldrig behøvede at være i tvivl om, hvad retning deres liv skulle tage:
– Far, hvad skal jeg blive til?
– Jeg er bonde/tømrer/tandlæge så du skal være bonde/tømrer/tandlæge.
Så gik børnene ud for at være det. Hvis de altså var drenge. Hvis de var piger, fødte de børn/fødte børn/fødte børn. Hvorefter de døde.
Så gik der demokrati og ligestilling i det, og pludselig var der frit valg på samtlige hylder. Alle kunne blive det hele, og jeg skal da love for, at det har hjulpet på niveauet over hele linjen. Nu lød mantraet:
– Du skal sørge for at få en uddannelse.
Denne gang var pigerne også hevet ind til foredraget, og da de altid har været så efterrettelige, dominerer pigerne i dag de højere uddannelser i en sådan grad, at man spekulerer over, hvor drengene er: Ude at køre råddent i en rusten Nissan, mens de snakker i mobil og drikker Congo-bajere eller hvad?
Måske spiller de kort. Nu læste jeg om en yngre mand, der havde vundet 53 millioner kroner ved at spille poker. Han var dansker, men hed Peter Eastgate (er jeg den eneste, der tror, at han i virkeligheden hedder Peter Østerport, men at det andet lyder mere fancy?). Og fordi han er god til noget, der i gamle dage i bedste fald blev kaldt tidsfordriv, bruger Peter Østerport næppe tid på at gruble over, hvordan dælen han skal snige sig ind på medicinstudiet.
Så hvordan pokker skal forældre i fremtiden overbevise sløve pubertetslømler om det fornuftige i at tage en uddannelse:
– Hvorfor det. Jeg udvikler da bare mine kompetencer i yatzy.