Bekymringsindustrien

Jeg er vild med udtrykket bekymringsindustri. Man ser for sig en stor fabrikshal med kolonner af grå mennesker med knold i nakken og ruskindslapper på ærmerne, der under stor larm knækker fingre, mens de siger: Klæd dig nu varmt på, så du ikke bliver forkølet, får du nu også nok at spise og kom nu hjem i ordentlig tid. . .
Bekymringsindustrien er ny. Tidligere var det et håndværk fyldt med små, selvstændige producenter af bekymring og utryghed. Ens mor for eksempel:
– Hej mor, jeg ringer, for du siger jo, at jeg aldrig ringer til dig. . .
– Hvorfor ringer du nu? Ved du ikke, at der farligt at ringe i tordenvejr?
Nu er det altså en industri, men det er ikke gået ud over kvaliteten. Tværtimod forædler bekymringsindustrien sine produkter løbende. Tag nu mælk. Først drak vi mælk, fordi det var sundt, indtil bekymringsindustrien fortalte om mælkeallergi. Så holdt vi op, hvorefter bekymringsindustrien producerede bekymring om vores knoglers holdbarhed.
Sådan kan man blive ved, og det er lige, hvad industrien gør. Den udvikler sig konstant. Forleden så jeg således et barn med cykelhjelm. Til fods vel at mærke, men mit yndlingseksempel er stadig det forældrepar, der ikke ville have, at sønnen kom ud i regnvejr, når han var i børnehave. Nej, for så blev han jo våd. Alt sammen en følge af en opvækst i lyset fra bekymringsindustrien. Om føje år har vi formentlig taget skridtet fuldt ud, så børn slet ikke kommer udenfor en dør.
Så vil bekymringsindustrien forklare, at det er skadeligt for børn at være socialt isolerede.