På flugt fra åndernes rige

Jeg er fuld af beundring over de mennesker, der vover sig ind til seancer med dansende borde og stole, og hvor deltagerne taler med afdøde. Eller uddriver ånder. For ikke at tale om de, der tør bo i huse, hvor tjenestepiger fra 1600-tallet rager rundt, smækker fornæmet med dørene og får hunden til at sige som et lungesanatorium. Jeg skulle sørme ikke nyde noget.
På den anden side er jeg også lidt nysgerrig, da jeg kender et par stykker, hvis ånd jeg gerne så uddrevet og hældt over på flaske:
– Hvad er det?
– Ja, hvis det er det, jeg tror, så er den hund syg og skal aflives.
Men samtaler med afdøde familiemedlemmer – dér skal jeg nok dy mig. Jeg synes, at flere af mine familiemedlemmer var anstrengende nok i levende live, så ligefrem at tage kontakt med dem fra den anden side – jeg kan blive helt træt. Og styrkeforholdet forekommer mig også at være lidt skævt:
– Nå, der er du, og selvfølgelig kommer du for sent til seancen. Sæt dig og lade være at vippe på stolen. Her er det mig, der får møblerne til at bevæge sig, er du med? Er du blevet til noget fornuftigt, nej det anede mig. . hvor skal du hen? Jeg er slet ikke færdig, og hvis du går nu, følger jeg efter, slår mig ned i hulrummet under trappen til første sal, får støvsugeren til at sige som R2-D2, og katten til at ligne en gårdkost på speed. . .
– Glæder mig at høre, at du er ved fuldt vigør, mormor. Er der rollatorer på den anden side?
Nej, det ville aldrig gå godt.
Selv om fornemmelsen af ikke at få et ben til jorden selvfølgelig også er en form for åndelig fornemmelse.

Pigesure tøsedrenge

Kan en mand være pigesur? Ja, sikkert. Lige så vel som mænd kan være tøsedrenge eller hysteriske kællinger (for eksempel hvis de er børsmæglere), så kan de også blive pigesure. Ellers skal en kvinde bare sige:
– Jeg har aftalt søndagsfrokost med mor i weekenden.
Så skal hun se munter maskulinitet på sekunder ændres til noget, man kan afkalke vandhaner med.
Begrebet pigesur kom op at vende her på stedet forleden. Ind i mellem opstår der en ordløs forståelse mellem os, om at vi ikke kan bære at blive ved at snakke om alvorlige emner så som arbejde, økonomi, og hvorfor katte kan kravle op i træer, når de ikke kan krave ned igen.
Lidt overspringsmanøvrer skal der til, og forleden diskuterede vi altså begrebet pigesur. Hvorfor hedder det sådan?
Det krævede mine kvindelige kolleger også en forklaring på. Og den skulle være god.
Måske hænger det sammen med, at piger gør tingene ordentligt, og at grundigheden grundlægges i barndommen:
– Vi sidder oppe ovenpå og leger med din dukke, og vi har for øvrigt fundet ud af, at det ikke er din dukke mere. . .
Det kræver, at en pige mobiliserer ikke så lidt surhed for at håndtere sådan en konflikt. Drenge kan nøjes med at banke hianden, måske dele en Olfert ud. Og tage den derfra.
Det fordamper med årene, og mænd dyrker pigesurheden. F. eks. ved at gå ind i politik. For vi kan da bare gå vores vej og danne vores eget parti, når vi ikke kan få vores vilje.
I gamle dage blev man og kæmpede, men det bliver man mavesur af. Så hellere pigesur. Det passer også bedre til en tøsedreng.

Sådan en må jeg absolut eje

For nogle år siden skrev jeg en klumme om de mennesker, jeg døbte »sådan en skal jeg aldrig have’erne«. Altså de mennesker, der aldrig skulle have skrueblyant/radio/tv/computer/selvlysende svedebånd, fordi det skulle de bare ikke, og verden havde i øvrigt været af lave, siden oksekærren blev afskaffet.
Hold op en ballade den klumme gav. Op til flere mennesker ringede – formentlig fra deres grå drejeskivetelefon – og skråtobak-hostede ind i røret, om det var dem, jeg sigtede til. Der var for øvrigt flere kolleger iblandt de forurettede. Interessant.
I dag synes det som om, sådan en skal jeg aldrig have’rne er forsvundet – sikkert ind i en gravhøj. I stedet er scenen overtaget af deres absolutte modpol: Sådan en må jeg absolut eje’rne. De er også lette at kende: De går rundt med åben mund i det offentlige rum, fordi de taler i trådløs mobiltelefon.
– Hvad laver du? Nå, nede i Netto. Det er jeg også, juhu, det er mig, der står her over ved hundefoderet.
Og den slags dybsindigheder.
Et andet kendetegn er, at deres næser er helt flade foran, fordi de konstant bliver trykket mod butikkernes vinduer, især hvis butikkerne handler med ting, der kræver manualer på otte sprog.
Men i modsætning til sådan en skal jeg aldrig have’erne er de meget livskraftige og optimistiske og kunne ikke drømme om at ringe og tale i diskant, fordi de føler sig forurettede og hængt ud. Allerhøjest kunne de sende en SMS:
– Du er en klam, gammel journalist-nar, og så hedder det ikke trådløs mobil, men bluetooth, skodhjerne.

Er du syg, mand?

Jeg ved godt, at kvinder synes, mænd er nogle skvat til at være syge. Det er rent vrøvl. Mænd er rigtig gode til at være syge, og vi er syge efter at vise det.
Man kan jo spekulere over følgende: Hvad sker, hvis en kvinde skærer sig i fingeren? Svar: Hun tager et plaster på og fortsætter med sit arbejde.
Hvad sker der, hvis en mand skærer sig i fingeren? Svar: Han brøler »av for satan«, springer rundt som en spastisk gorilla, brøler »hvor er førstehjælpskassen« finder den, river den op, så plaster, gazebind og vat flyver gennem luften, brøler til konen, at hun skal ringe 112, »jeg tror, jeg forbløder«, farer ind til telefonen og ringer til lægevagten, der siger, han skal slappe lidt af, hvorefter manden taber telefonrøret på gulvet, farer ud på badeværelset, laver en forbinding på størrelse med en golfkugle og stirrer på den med jævne mellemrum i tre timer med et ansigtsudtryk som Norman Bates i »Psycho«.
Og sidder dagen efter henne på arbejdet: – Nå, det der. Det er bare et lille snitsår. Ikke noget at snakke om.
Og er det ikke også mænd, der kan få en nær-død oplevelse ud af en let sommerforkølelse:
– Kom lige med puden, gider du ikke lige hente noget kamillete, hvor er tv-programmet, kør lige fjernsynet hen til min seng, kan du ikke gå ned og købe BT, hent lige nogle papirservietter, jeg tror godt, jeg kunne spise noget nu. . .
Sådan bringer vi familien sammen og styrker dens fornemmelse for omsorg, og omsorg er ikke noget, vi gerne beder om i det daglige.
Så er det rimeligt nok, at vi hæver hele opsparingen, når vi er syge.