På flugt fra åndernes rige

Jeg er fuld af beundring over de mennesker, der vover sig ind til seancer med dansende borde og stole, og hvor deltagerne taler med afdøde. Eller uddriver ånder. For ikke at tale om de, der tør bo i huse, hvor tjenestepiger fra 1600-tallet rager rundt, smækker fornæmet med dørene og får hunden til at sige som et lungesanatorium. Jeg skulle sørme ikke nyde noget.
På den anden side er jeg også lidt nysgerrig, da jeg kender et par stykker, hvis ånd jeg gerne så uddrevet og hældt over på flaske:
– Hvad er det?
– Ja, hvis det er det, jeg tror, så er den hund syg og skal aflives.
Men samtaler med afdøde familiemedlemmer – dér skal jeg nok dy mig. Jeg synes, at flere af mine familiemedlemmer var anstrengende nok i levende live, så ligefrem at tage kontakt med dem fra den anden side – jeg kan blive helt træt. Og styrkeforholdet forekommer mig også at være lidt skævt:
– Nå, der er du, og selvfølgelig kommer du for sent til seancen. Sæt dig og lade være at vippe på stolen. Her er det mig, der får møblerne til at bevæge sig, er du med? Er du blevet til noget fornuftigt, nej det anede mig. . hvor skal du hen? Jeg er slet ikke færdig, og hvis du går nu, følger jeg efter, slår mig ned i hulrummet under trappen til første sal, får støvsugeren til at sige som R2-D2, og katten til at ligne en gårdkost på speed. . .
– Glæder mig at høre, at du er ved fuldt vigør, mormor. Er der rollatorer på den anden side?
Nej, det ville aldrig gå godt.
Selv om fornemmelsen af ikke at få et ben til jorden selvfølgelig også er en form for åndelig fornemmelse.