Forventningens angst er den største

Der var en gang, da danskerne grinede af svenskerne, der skulle gemme sig ude i skoven hver gang, de ville have sig en smøg.
Så stod svenskerne derude i skovens dybe, stille ro mellem elge og tre milliarder myg og tænkte store tanker. Og bare se hvad der kom ud af den forbudskultur. De kan finde på at hælde kartoffelmos på deres hotdogs.
Efter at have grinet af Forbudsverige meget længe begyndte danskerne at dø af grin - samt ikke mindst af røg, fedt og sprut, og siden er vi kommet efter det. Nu producerer vi forbud, så svenskerne må antage nationalfarven af bar misundelse. Vi må snart kunne tage vandrepokalen i OL i Forbud til evigt eje:
Forbud mod knive, kamphunde, købesex, teenagere i solarier, mennesker med for meget fedt og hunde uden stamtavle. Princippet synes at være: Hver dag sit forbud.
Burkaer skal således forbydes, selv om jeg kan komme i tanke om adskillige, det ville klæde gevaldigt at være tildækkede. Glødepærer skal forbydes, og romantiske middage skal i fremtiden indtages i en miljøvenlig belysning, der leder tanken hen på banegårde i det gamle DDR.
Forventningens angst er som bekendt den største, og jeg foreslår, vi tager skridtet fuldt ud:
Heste sparker mere, end hunde bider. Forbyd dem. Forbyd samtidig blade som »Wendy«, der forfører unge piger til at dyrke de farlige kræ. Terrorloven må kunne vrides en kende.
G-strenge er et oplagt forbudsmål. Hvorfor skal børnefamilier på stranden finde sig i udsigten til sådan et stykke tandtråd mellem blævrende baller, appelsinhud og kiksede Amager-nummerplader?
Jo, der er forbudsemner nok. Kun fantasien sætter en grænse. Indtil den en dag også bliver forbudt.

Ferien er slut og du kan vente dig

De fleste har vel den erfaring, at ferier kun har én ulempe: De slutter for hurtigt.
Prøveløsladelsen – altså den tid, da man kunne gå rundt i det offentlige rum i knickers, aspargesben og skægstubbe – er slut. Tag dig sammen! Stå op! Kom i gang!
Og det kan altså være umanerligt svært. Efter at have svælget i så meget fri tid, at man næsten turde læse bøger af russiske forfattere, er tiden igen blevet indfanget og sat i system. Tiden er knap med andre ord. Og den råber på at blive brugt og gerne til noget fornuftigt, tak. Ikke på at ligge og kigge op i himlen eller kaste sig ud i eksistentielle tanker såsom: Er Gud gift? Og i så fald: Hvis de bliver skilt, skal Himlen så indgå i bodelingen?
Man skal igen så tidligt op om morgenen, at selv fuglene har poser under øjnene, og inde i badeværelsets spejl står en klon af munken Rasputin og en koalabjørn på speed. Lige det arbejdsmarkedet har brug for en mandag morgen.
Men jeg vælger at se tingene fra den lyse side. Tælle de små succeser:
1) Jeg kom op til tiden.
2) Jeg tog mine bukser på og derefter mine sko. Ikke omvendt.
3) Jeg kan stadig huske, hvor min arbejdsplads ligger.
4) Ingen har taget min stol i ferien.
5) Der ligger ingen seddel på tastaturet: »Vi fandt ud af, at det egentlig går meget bedre, når du ikke er her til at gå i vejen. Så forlæng du bare din ferie«.
Og inboxen flyder over af 110 mails á la:
1) Send os din pinkode og vind en svømmetur til Polen.
2) Det er din mor. Nu har jeg fundet ud af, hvor Internettet ligger. Hvorfor skriver du aldrig?
3) Besked fra IT: Få så tømt den inbox.