Forventningens angst er den største

Der var en gang, da danskerne grinede af svenskerne, der skulle gemme sig ude i skoven hver gang, de ville have sig en smøg.
Så stod svenskerne derude i skovens dybe, stille ro mellem elge og tre milliarder myg og tænkte store tanker. Og bare se hvad der kom ud af den forbudskultur. De kan finde på at hælde kartoffelmos på deres hotdogs.
Efter at have grinet af Forbudsverige meget længe begyndte danskerne at dø af grin - samt ikke mindst af røg, fedt og sprut, og siden er vi kommet efter det. Nu producerer vi forbud, så svenskerne må antage nationalfarven af bar misundelse. Vi må snart kunne tage vandrepokalen i OL i Forbud til evigt eje:
Forbud mod knive, kamphunde, købesex, teenagere i solarier, mennesker med for meget fedt og hunde uden stamtavle. Princippet synes at være: Hver dag sit forbud.
Burkaer skal således forbydes, selv om jeg kan komme i tanke om adskillige, det ville klæde gevaldigt at være tildækkede. Glødepærer skal forbydes, og romantiske middage skal i fremtiden indtages i en miljøvenlig belysning, der leder tanken hen på banegårde i det gamle DDR.
Forventningens angst er som bekendt den største, og jeg foreslår, vi tager skridtet fuldt ud:
Heste sparker mere, end hunde bider. Forbyd dem. Forbyd samtidig blade som »Wendy«, der forfører unge piger til at dyrke de farlige kræ. Terrorloven må kunne vrides en kende.
G-strenge er et oplagt forbudsmål. Hvorfor skal børnefamilier på stranden finde sig i udsigten til sådan et stykke tandtråd mellem blævrende baller, appelsinhud og kiksede Amager-nummerplader?
Jo, der er forbudsemner nok. Kun fantasien sætter en grænse. Indtil den en dag også bliver forbudt.