Min Gud hvorfor har du forladt mig?

I gamle dage havde mennesket det ulige lettere, når maden brændte på, børnene giftede sig med de forkerte, og verden i det hele taget ramlede:
- Min Gud, hvorfor har du forladt mig, udbrød de så.

Gud har vi ikke længere at give lægge skylden over på. Han var elles et mandfolk, der kunne tage mosten. Konsekvent var han også:

- Moses, jeg gider ikke gøre mere vrøvl om de bud. Og nu kan du selv slæbe de tavler ned ad bjerget, ja du kan.

Sådan er det ikke længere. Mennesket er i centrum for sig selv, som det vist hedder på lommepsykologisk, og hvis man ikke tror på den påstand, kan man kaste et blik på trafikken fredag i myldretiden. Sikke en masse små udødelige guder.

At mennesket er i centrum for sig selv er der kommet mange store ting ud af. Stein Bagger og »Vild med Dans« bare for at tage nogle eksempler på indlysende fremskridt. Men det er en tung opgave kun at have sig selv som navigatør. Tag miljøet. Skal jeg løse miljøproblemerne fuldt ud, har jeg regnet mig frem til, at jeg kun må spise mad:

1) jeg kan hente på cykel
2) ikke stamme fra dyr, der prutter.
3) og som skal spises i en lejlighed uden lys, vand og varme.
Jeg dør sikkert af skørbug, men med ren samvittighed.

Så jo, det er svært at og påtage sig et for stort ansvar. Det er sikkert derfor, flere mennesker undgår det og finder nye, højere magter at placere skylden hos. Det er tobaksindustriens skyld, at de får kræft. McDonalds skyld at de er fede og deres barndoms skyld, at de tæver kæresten.
Og tiden er da slet ikke inde til: - Min Gud, hvorfor har du forladt mig? Tænk hvis Gud hører dig:
- Hold op med at råbe. Jeg er ikke døv, og er det ikke bare dig, der har tabt hovedet?