Under frokostpausen her på stedet forleden udspandt der sig en
diskussion om, hvad de voksne gør, når børnene bliver store. Når de er mere ude
end hjemme eller måske oven i købet er flyttet hjemmefra og kun dukker op i
selskab med en pose vasketøj.
Sådan en diskussion afslører flere forhold. Først og fremmest at
man skal holde igen med alle de grøntsager i madpakken. Hjernen bliver
overstimuleret og trækker munden med i faldet.
Én mente for eksempel, at parterne kunne få sig »nogle fælles
interesser«, og det udløste voldsomme protester fra flere af os andre (dog uden
mad i munden - så længe har vi dog haft børn). At opfinde »fælles interesser«
er første skridt mod skilsmisseadvokaten. Tænk efter 20 års samliv at opdage at
ens ægtefælles inderste drøm er at lægge puslespil med 1500 brikker.
Det kunne blive et brag af en aften. Så hellere et liv i løgn.
Nemmere var det måske at lade som ingenting. Snakke videre hen
over bordet som om intet var hændt:
Lige som da børnene boede hjemme. Kendt og betryggende.