Hvad skal vi så snakke om?

Under frokostpausen her på stedet forleden udspandt der sig en diskussion om, hvad de voksne gør, når børnene bliver store. Når de er mere ude end hjemme eller måske oven i købet er flyttet hjemmefra og kun dukker op i selskab med en pose vasketøj.

Sådan en diskussion afslører flere forhold. Først og fremmest at man skal holde igen med alle de grøntsager i madpakken. Hjernen bliver overstimuleret og trækker munden med i faldet.

Én mente for eksempel, at parterne kunne få sig »nogle fælles interesser«, og det udløste voldsomme protester fra flere af os andre (dog uden mad i munden - så længe har vi dog haft børn). At opfinde »fælles interesser« er første skridt mod skilsmisseadvokaten. Tænk efter 20 års samliv at opdage at ens ægtefælles inderste drøm er at lægge puslespil med 1500 brikker.

– Se her skat, jeg tror det her, er det stykke himmel, vi mangler.

Det kunne blive et brag af en aften. Så hellere et liv i løgn.

Nemmere var det måske at lade som ingenting. Snakke videre hen over bordet som om intet var hændt:

 – Bjarne, der er også broccoli, skal du ikke have noget af det, tror du, du skal have mere røræg, du ved, din mave ikke har godt af det, tag albuerne ned fra bordet, BJARNE, DU SPILDER!

Lige som da børnene boede hjemme. Kendt og betryggende.