Den nære samtale

Der var en gang et teleselskab, der gennemførte en storstilet kampagne: "Samtale fremmer forståelsen". Det budskab var der ikke tilstrækkeligt forståelse for, så selskabet er her ikke længere.

Men samtaler - det gør vi. I stor stil og over det hele. Om det fremmer forståelsen er en anden sag. I gamle dage var der en vis forståelse for landsbytosserne, der gik og snakkede ud i luften. Også selv om de med lidt spyt i mundvigene gik og forudsagde Jordens undergang.

I dag er landsbytossens privilegium demokratisk delt ud til alle. Også de umyndige har taget taleretten. Derfor kan man sidde i den københavnske metro og overhøre en 16-årig pige fra Farum i mobilen indvi de øvrige passagerer i, hvem der er nederen, og hvem der var klam til Camillas fest. . .

Og det er grunden til, at man kan sidde i toget og overhører samtaler som:

– Ja, nu ligger han på Herlev Sygehus, de har klippet ærmet op, fordi hans arm simpelthen er så tyk på grund af al det vand, ja, de ved ikke, hvor vandet kommer fra, men det er i hvert fald ikke fra hovedet. 

Så kan turen fra København til Jylland føles lang. Til gengæld kan man sidde og blive næsten varm af glæde ved tanken om, at DSB har sparet rullevognene væk, for det havde godt nok være en kamp at komme i gennem en frikadelle-sandwich med medhør på al den patientjournal.

Og fremmer samtaler så altid forståelsen?

 Ja. Måske fremmer den forståelsen for, at man næste gang bør ofre penge på en stillekupé.

Vi må have et møde

Vi mødes meget i det her land. Det er vigtigt, for på møder skal vi inddrages, opdateres, medbestemme, coache, prioritere, beslutte og evaluere.

Med andre ord: Føle os betydningsfulde, hørt og værdsat. Det er en vigtig følelse.
Nu har jeg imidlertid læst, at vi bør sige nej til flere møder. Opfordringen kom på noget, der hed lederweb.dk, og så må man hellere høre efter. Det er jo som regel lederne, der indkalder til møder. . .
Når det er en god idé med færre møder skyldes det ifølge lederweb, at man derved får en umådelig bunke tid foræret. Faktisk to-tre timer om ugen, mente forfatteren til artiklen.
Det lyder forjættende. Især fordi foruden at blive inddraget, opdateret osv. på møder så går den første del af mødet tit med at vente. På dem der kommer for sent. Der var lige noget arbejde, der havde hobet sig op på grund af nogle møder, de skulle deltage i.
Og her er en pointe, jeg nok synes, forfatteren til artiklen på lederweb burde have tænkt over. Al den frigjorte tid fra færre møder skal jo garanteret veksles til arbejde. En overset, men vigtig detalje for de fleste kan regne ud, hvad det indebærer:
Varer der skal bestilles. Kunder, der skal betjenes. Børn, der skal passes. Patienter, der skal plejes. Og al det andet, der har hobet sig op. Og ringet, mailet, lagt besked, råbt ud i lokalet, skidt i bleen, været nummer syv i køen og trykket på knappen ved sengen.
Og måske samlet en masse surhed. Vi står med en udfordring. Så det må vi have et møde om.