Den nære samtale

Der var en gang et teleselskab, der gennemførte en storstilet kampagne: "Samtale fremmer forståelsen". Det budskab var der ikke tilstrækkeligt forståelse for, så selskabet er her ikke længere.

Men samtaler - det gør vi. I stor stil og over det hele. Om det fremmer forståelsen er en anden sag. I gamle dage var der en vis forståelse for landsbytosserne, der gik og snakkede ud i luften. Også selv om de med lidt spyt i mundvigene gik og forudsagde Jordens undergang.

I dag er landsbytossens privilegium demokratisk delt ud til alle. Også de umyndige har taget taleretten. Derfor kan man sidde i den københavnske metro og overhøre en 16-årig pige fra Farum i mobilen indvi de øvrige passagerer i, hvem der er nederen, og hvem der var klam til Camillas fest. . .

Og det er grunden til, at man kan sidde i toget og overhører samtaler som:

– Ja, nu ligger han på Herlev Sygehus, de har klippet ærmet op, fordi hans arm simpelthen er så tyk på grund af al det vand, ja, de ved ikke, hvor vandet kommer fra, men det er i hvert fald ikke fra hovedet. 

Så kan turen fra København til Jylland føles lang. Til gengæld kan man sidde og blive næsten varm af glæde ved tanken om, at DSB har sparet rullevognene væk, for det havde godt nok være en kamp at komme i gennem en frikadelle-sandwich med medhør på al den patientjournal.

Og fremmer samtaler så altid forståelsen?

 Ja. Måske fremmer den forståelsen for, at man næste gang bør ofre penge på en stillekupé.