Glade gamle kvinder

Jeg har nogle kvindelige kolleger, der sommetider taler en del om emnet "sure gamle mænd". Det forekommer mig, at det lidt ofte sker, når jeg er indenfor hørevidde, men det kan selvfølgelig være en tilfældighed.

Har man hørt om "sure gamle kvinder"? Nej, hvis man spørger Google, insisterer søgemaskinen på at rette det til "sure gamle damer".

Nu er der bare det, at begrebet "damer" efterhånden kun eksisterer inden for sporten og på dørene til offentlige toiletter. Alle andre steder hedder hunkønsvæsener kvinder, og de kan tilsyneladende ikke udvikle surhed med alderen.

 Der findes en amerikansk film, "Gnavne gamle mænd". Kunne man forestille sig en film med titlen "Gnavne gamle kvinder"? Jeg har prøvet og kommer hver gang til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, så jeg er holdt op.

Måske hænger forskellen sammen med, at kvinder gennem livet sørger for, at surheden ikke får lov at hobe sig op. Det lader sig kun gøre på én måde: Slippe galden løbende ud.

Det begynder i de helt unge år:

– Aiiii, du stiller bare ikke det bordfodbold op i min stue - ja, min . . . 

Ved sådan at justere udslippet kan kvinder slentre gennem livet på lette fødder og med et let sind.

Også når de bliver ældre:

– Så du vil ikke med til det foredrag om tarmskylning hos folkeuniversitetet? Jamen, du kan da også bare blive hængende i sofaen og se "2. Verdenskrig i farver" på DR K - som en anden sur, gammel mand.