Jeg har nogle kvindelige kolleger, der sommetider taler en del om emnet "sure
gamle mænd". Det forekommer mig, at det lidt ofte sker, når jeg er indenfor
hørevidde, men det kan selvfølgelig være en tilfældighed.
Har man hørt om "sure gamle kvinder"? Nej, hvis man spørger Google,
insisterer søgemaskinen på at rette det til "sure gamle damer".
Nu er der bare det, at begrebet "damer" efterhånden kun eksisterer inden for
sporten og på dørene til offentlige toiletter. Alle andre steder hedder
hunkønsvæsener kvinder, og de kan tilsyneladende ikke udvikle surhed med
alderen.
Der findes en amerikansk film, "Gnavne gamle mænd". Kunne man forestille sig
en film med titlen "Gnavne gamle kvinder"? Jeg har prøvet og kommer hver gang
til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, så jeg er holdt op.
Måske hænger forskellen sammen med, at kvinder gennem livet sørger for, at
surheden ikke får lov at hobe sig op. Det lader sig kun gøre på én måde: Slippe
galden løbende ud.
Det begynder i de helt unge år:
– Aiiii, du
stiller bare ikke det bordfodbold op i min stue - ja, min . .
.
Ved sådan at justere udslippet kan kvinder slentre gennem livet på lette
fødder og med et let sind.
Også når de bliver ældre:
– Så du vil ikke med til det foredrag om tarmskylning hos
folkeuniversitetet? Jamen, du kan da også bare blive hængende i sofaen og se "2.
Verdenskrig i farver" på DR K - som en anden sur, gammel mand.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar