Vor frue bevares

Svenskerne har et sprog-politi, der er noget mere nidkær med luppen end så mange andre. Nu har nogle hinsidan fået kvababbelse over, at Gud omtales som han. Det er ellers gået ganske fint med Fadervor i tusinde af år, men nu skal selv den højeste skaber neutraliseres.

Sådanne nyheder kan friste nogle til at sukke Vor Herre bevares, men det er lige præcis sagens kerne: Gud må helst ikke have et køn, synes nogle svenske at mene, og det kan udløse en dominoeffekt, for hvad så med sønnen og Helligånden? Bare udtrykket den hellige treenighed lugter jo langt væk af en sammenspist mandeloge.

Hvad værre er: På et tidspunkt vil nogle mænd i bar trang til genmæle måske begynde at anfægte det rimelige i eksistensen af Vor Frue kirke.

At gøre Gud kønsløs skyldes tilsyneladende, at de bekymrede svenskere godt kan se, at det vil give problemer blot at introducere en kvindelig Gud. Tænk hvis vi skal synge "Vor Gud, hun er så fast en borg". Det giver altså nogle kedelige billeder på den indre nethinde.

Med andre ord: Det hele kan blive en køn redelighed.

Nu har Sverige en ganske særlig tradition for sproglig disciplinering. Det har blandt andet ramt Pippi Langstrømpe. Ikke fordi hun boede alene og havde en sprøjtemalet hest og en kønsmoden abe i huset, men fordi faderen var negerkonge.

Det var også i Sverige, at de for nogle år siden indførte begrebet hen, så folk ikke var henvist til at sige han og hun, for hvad nu hvis hun eller han den dag ikke lige følte for at være han eller hun?

Som det ses af ovenstående kan tilføjelsen af intetkøn skabe nogle komplicerede sætningskonstruktioner. Alene af den grund bør man afstå fra den slags.

En svensk børnehave - børn må stadig gerne være børn i Sverige - indførte ligefrem udtrykket hen som fast praksis. Nu skal to fireårige ganske vist bare hive ud i underbukserne på hinanden for at konstatere, at der faktisk er forskel. Men civil ulydighed er ord, der tydeligvis ikke indgår i den svenske stavekontrol.

Nu er det retfærdigvis ikke blot svenskere, der bruger skrappe rensemidler på sproget. Verden er fuld af sproglige henrettelsespelotoner, der altid er på jagt efter ord, der politisk er kommet ud i kulden og nu skal stedes til hvile på sprogets kirkegård. Her ligger blandt andet neger og åndssvag begravet. Efter heftig beskydning.

I 2009 modtog EU-parlamentarikere således fra embedsværket en brochure med ord, de skulle vare sig for at tage i deres mund. Skraldemand, for eksempel. Jo, for der kunne jo sidde en skraldekvindeet eller andet sted og føle sig diskrimineret.

Nu var forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord var mere genstridige end andre, for eksempel manddrab og lægmand. Lægkvindekunne de trods alt ikke få sig til at foreslå, så konklusionen blev, at disse ord skulle helt undgås.

Og det er måske i virkeligheden det største problem, for når et udtryk er blevet sendt til de evige ordbøger, skal man - undskyld udtrykket - finde en erstatning, og det forekommer mig, at afløseren altid bliver mere vissen og blodfattig end den udskammede forgænger.

Tag nu læbeganespalte. Der var altså mere swung over hareskår. Den famøse neger har måske af samme grund heller ikke fået en afløser: Person med påfaldende høj pigmentering. Nej vel.

Det hører med til historien om EU-brochuren, at parlamentarikerne ved modtagelsen blev flintrende tossede og råbte op om politisk korrekthed.

Sådan kommer det ikke til at gå med forsøget med at gøre Gud kønsløs. Det vil forløbe ganske fredeligt.

Han tager det som en mand.

Muslim, hold op med at drille Amen

Et af mit livs utallige skrækscenarier er at komme til et af de hersens arrangementer med sur hvidvin, franske kartofler og ja-de-kan-jo-byttes-gaver – og her blive præsenteret for et par, der fortæller, at de lige har døbt deres afkom Gilbert.

Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle sige til dem. Omvendt ville jeg føle, at noget burde siges og gerne med store bogstaver. For hvordan kan man finde på det?

Af samme grund misunder jeg ikke den kollega, der forleden fortalte, at hun havde et vennepar, der har døbt deres søn Topper. Tilmed med mellemnavnet Justin efter den canadiske popsanger.

Topper er fint nok. Til en hund eller en hest. Men til et barn? Her gemmer sig måske en del af forklaringen, for man kan godt mistænke nogle forældre for at tænke på barnet som noget, der altid vil være et barn. Og ikke et væsen der en dag bliver en granvoksen mand på 40 år:

- Jeg vil godt have et møde med en af Jeres rådgivere om min pensionsopsparing.

- Jeg tror, at Topper Justin har en ledig tid mandag.

- Har I ikke en anden medarbejder?

Skal man være meget sortsynet, kan man frygte, at Topper slet ikke får job i et pensionsselskab, men ender på en bænk på byens torv med en posefuld Harboe-øl og en kamphund.

Nu er det ikke nyt, at forældres kreativitet blomstrer som brændenælder i skovbunden, når barnet skal navngives. Desværre udviser nogle også lige så meget omtanke som Donald Trump, når han er på Twitter, og tilmed har danske forældre en ganske stor bane at spille på, for reglerne er liberale. Og ikke særligt logiske. For eksempel er det ikke tilladt at døbe barnet Gugger. Derimod må forældre godt kalde barnet Guggi. Ren gakgak.

Man kan forsikre sig om de mange muligheder, hvis man søger på Ankestyrelsens hjemmeside over godkendte navne. Det står lidt uklart, hvorfor det er Ankestyrelsen, der hænger på den opgave. Måske fordi folk, der er blevet døbt Ab og Gay, her kan klage over deres navne?

For eksempel kan man navngive barnet Muslim, selv om det formentlig vil give noget mumlen på kirkebænkene, når en præst skal døbe Muslim. Så vil der nok sammesteds være mere opbakning til Amen, for det kan man også hedde. Jihad er ligeledes godkendt, men det kan være, at vedkommende får bøvl med at få visum til USA.

Med det rige udvalg af navne kan der opstå meget munter kommunikation i landets børnehaver:

- Muslim, holdt op med at drille Amen, ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Urt og Slim.

Eller når mor smækker vinduet op:

- Basse, Rejer og Persille, vi skal spiiiiise.

Nu er det gammel viden, at forældre gennem navngivningen af deres børn udsender signaler om deres sociale ambitioner. Skal pigen hedde Sofie-Elfride ligger der en slet skjult forventning om, at tøsen får 12 får tal i samtlige fag og spiller obo som seksårig. Hvis hun ender med at komme hjem i polkaprikkede shorts og med en kæreste, der hedder Brian, som holder en fugleedderkop i et akvarium, vil det givet udløse nogen bitterhed.

Endelig mener et voksende antal forældre, at netop deres afkom er specielt og enestående. En holdning der har skabt mange børn med ubegrundet selvtillid, men når ungen er unik, skal navnet selvsagt også være det.

Spørgsmålet er blot, om ikke det går de unikke navne, som det gik med alle de andre unikke og specielle valg, vi traf. Den helt specielle Berlingo, det helt personlige samtalekøkken.

Vi endte alle sammen med det samme, og mon ikke også vi ender med den samme Basse, Bimmer og Slim. Samt Topper.

For fuld handlekraft

Mænd er det rationelle køn. Der er en grund til, at det hedder handlingens mænd og ikke handlingens kvinder, hvilket måske er en kende uretfærdigt. Det vil enhver, der har set kvinder shoppe, kunne skrive under på. Det er handling.

Men stadig hedder det altså handlingens mænd, og historien er fyldt med handlekraftige hanner, der har opfundet alt fra ilden, bilen, gaskammeret og til badehåndklæder med FCK-logo.

Op gennem samme historie har kvinden stået ved sidelinjen og betragtet den maskuline foretagsomhed og dens mange følger: Fra hylden, der faldt ned, til Titanic, der sank. Og iagttaget mandens entreprenante tilgang til tilværelsen med kritisk sans. Som da han kom hjem og havde opfundet ilden:

- Hvad har du nu fundet på?. Neiii, hvorfor lugter der af røg i hele hulen, og se: Nu er maden brændt på.

Manden gik ufortrødent videre. Intet kan fratage ham troen på, at næste skridt bliver et fremskridt. At høre en mand sige, at der er en praktisk opgave, han ikke kan løse, svarer til at høre Erdogan sige, at han overholder pressefriheden eller en kvinde sige:

- Skat, jeg var lige et smut inde i den ny tøjbutik, men jeg købte slet ikke noget.

Uanset opgavens art findes der en betragtelig gruppe mænd, der ikke ser nogen grund til at tilkalde en anden mand. Og da slet ikke en fagmand, for det her klarer farmand.

Fra føromtalte sidelinje vil en del kvinder ikke uden bitterhed have erfaret, at det er en handlekraft, der kan have utilsigtede følger i form af revner og huller eller en akut opringning til vvs-vagten søndag aften.

Hvorfor er det sådan? Er det en evig boblen i testosteron-suppen, eller er det måske snarere et forsøg på at få fred? Når man kravler rundt på alle fire i fuld workzone-uniform, termosokker og med tommestok, hammer og små stifter i munden, kan man ikke sige meget andet end ”mmmhh”.

Hvilket kan være praktisk, når kvinden nærmer sig med bemærkninger som:

- Skat, der er noget, vi må tale om.

En indledning de færreste mænd bryder sig om. Så rationalitet og handlekraft er at foretrække. Også for kvinderne:

- Okay, det kan godt være, at jeg ikke tilsluttede den helt korrekt, men du havde jo alligevel snakket om, at du gerne ville have en ny vaskemaskine.

Udrensning i vokabulariet

Nytår er tiden, hvor der skal gøre status, forbedres, strammes op, ryddes ud, og tavler skal vaskes rene.

Selv har jeg her på falderebet af 2017 – året hvor ord som ”fake news” og ”jeg føler mig krænket” blev anvendt rigelig ofte - udarbejdet en liste over ord og vendinger, jeg gerne ser, at vi tager endelig afsked med i 2018.

På sigt. Hvem fandt på det? Det giver ingen mening. Det må være på langt sigt eller på kort sigt. Det andet – få det væk. Gerne på meget kort sigt.

Set i bakspejlet. Ordet skal vist henvise til, at noget er sket tidligere, som man ikke tog bestik af i tide. Men det, man ser i et bakspejl, sker faktisk her og nu. For eksempel den tumpe, der ligger lige bag ved dig på motorvejen og blinker hidsigt med det lange lys.

I øvrigt: Ham, der gjorde vendingen ”set i bakspejlets ulideligt klare lys” til en udbredt vending, endte bag tremmer i flere år. Det kan du godt lige tænke over.

Jamen. Jamen var oprindeligt ment som startskuddet til en modsigelse over for det vås, som samtalepartneren lige havde lukket ud. Men et stigende antal mennesker bruger ordet som tomgangsindledning til hver sætning:

- Hvordan gik jobsamtalen?

- Jamen, den gik okay.

- Hvordan var din ferie?

- Jamen, den var såmænd fin nok.

Jamen, så hold dog op.

Ironi kan forekomme. Den forekommer kun på de sociale medier, men her trives den til gengæld som svamp i et hus ejet af Låsby Svendsen. Er man ironisk bør det stå klart, at man er det. Hvis du tror, at læserne ikke kan gennemskue, at du anvender ironi så lad at være at prøve kræfter med disciplinen. Sagt helt uden ironi.

Krænket. Ordet dækker over såret, fornærmet, beskadiget, ydmyget, stødt, forulempet og klappet bagi af Peter Aalbæk Jensen. Ordet var i sin vorden i orden, men det lider samme skæbne som et glas øl, der står ude i regnen. Indholdet bliver tyndere, efterhånden som flere og flere bliver krænkede af mere og mere.

Eller måske rettere: Af mindre og mindre. Ikke mindst tredjeparts-krænkede som svenskere, der bliver krænkede på kinesernes vegne, fordi Pippi Langstrømpe laver skrå øjne.

Ildsjæl. Se ovenstående. Har de brave mennesker ikke fortjent en ny betegnelse i 2018?

Robust. Før i tiden skulle man være samarbejdsvillig og fleksibel. Nu skal vi være robuste. I stedet for at sige det som det er: Forholdene her er dårlige, men vi har opgivet at gøre noget ved det, så nu vil vi kun have folk, der kan tåle mosten.

Udkantsdanmark. Udtryk der for mange københavnere dækker den del af landet, hvor der ikke kører metro. Modigt - i betragtning af at der bor 1.8 millioner i København og 5.7 millioner de andre steder. Hvem bor egentlig i en udkant?

Store patter. Ikke at der er noget i vejen med dem, men hvad er der i vejen med de små og mellemstore af slagsen? Skal de føle sig krænkede?

Sure gamle mænd. Sproglig forbistring, der stigmatiserer mænd i deres bedste alder, som øser af deres indsigt, viden og kommunikative overlegenhed for at skabe fornyelse, orden og variation i det danske sprog og i øvrigt sætte tingene i rette perspektiv.