Vor frue bevares

Svenskerne har et sprog-politi, der er noget mere nidkær med luppen end så mange andre. Nu har nogle hinsidan fået kvababbelse over, at Gud omtales som han. Det er ellers gået ganske fint med Fadervor i tusinde af år, men nu skal selv den højeste skaber neutraliseres.

Sådanne nyheder kan friste nogle til at sukke Vor Herre bevares, men det er lige præcis sagens kerne: Gud må helst ikke have et køn, synes nogle svenske at mene, og det kan udløse en dominoeffekt, for hvad så med sønnen og Helligånden? Bare udtrykket den hellige treenighed lugter jo langt væk af en sammenspist mandeloge.

Hvad værre er: På et tidspunkt vil nogle mænd i bar trang til genmæle måske begynde at anfægte det rimelige i eksistensen af Vor Frue kirke.

At gøre Gud kønsløs skyldes tilsyneladende, at de bekymrede svenskere godt kan se, at det vil give problemer blot at introducere en kvindelig Gud. Tænk hvis vi skal synge "Vor Gud, hun er så fast en borg". Det giver altså nogle kedelige billeder på den indre nethinde.

Med andre ord: Det hele kan blive en køn redelighed.

Nu har Sverige en ganske særlig tradition for sproglig disciplinering. Det har blandt andet ramt Pippi Langstrømpe. Ikke fordi hun boede alene og havde en sprøjtemalet hest og en kønsmoden abe i huset, men fordi faderen var negerkonge.

Det var også i Sverige, at de for nogle år siden indførte begrebet hen, så folk ikke var henvist til at sige han og hun, for hvad nu hvis hun eller han den dag ikke lige følte for at være han eller hun?

Som det ses af ovenstående kan tilføjelsen af intetkøn skabe nogle komplicerede sætningskonstruktioner. Alene af den grund bør man afstå fra den slags.

En svensk børnehave - børn må stadig gerne være børn i Sverige - indførte ligefrem udtrykket hen som fast praksis. Nu skal to fireårige ganske vist bare hive ud i underbukserne på hinanden for at konstatere, at der faktisk er forskel. Men civil ulydighed er ord, der tydeligvis ikke indgår i den svenske stavekontrol.

Nu er det retfærdigvis ikke blot svenskere, der bruger skrappe rensemidler på sproget. Verden er fuld af sproglige henrettelsespelotoner, der altid er på jagt efter ord, der politisk er kommet ud i kulden og nu skal stedes til hvile på sprogets kirkegård. Her ligger blandt andet neger og åndssvag begravet. Efter heftig beskydning.

I 2009 modtog EU-parlamentarikere således fra embedsværket en brochure med ord, de skulle vare sig for at tage i deres mund. Skraldemand, for eksempel. Jo, for der kunne jo sidde en skraldekvindeet eller andet sted og føle sig diskrimineret.

Nu var forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord var mere genstridige end andre, for eksempel manddrab og lægmand. Lægkvindekunne de trods alt ikke få sig til at foreslå, så konklusionen blev, at disse ord skulle helt undgås.

Og det er måske i virkeligheden det største problem, for når et udtryk er blevet sendt til de evige ordbøger, skal man - undskyld udtrykket - finde en erstatning, og det forekommer mig, at afløseren altid bliver mere vissen og blodfattig end den udskammede forgænger.

Tag nu læbeganespalte. Der var altså mere swung over hareskår. Den famøse neger har måske af samme grund heller ikke fået en afløser: Person med påfaldende høj pigmentering. Nej vel.

Det hører med til historien om EU-brochuren, at parlamentarikerne ved modtagelsen blev flintrende tossede og råbte op om politisk korrekthed.

Sådan kommer det ikke til at gå med forsøget med at gøre Gud kønsløs. Det vil forløbe ganske fredeligt.

Han tager det som en mand.