Jeg er på den - oven i købet forkert på den

Forleden fik jeg at vide, at jeg lignede en gymnasielærer.
Det var ikke pænt ment. Nærmest lidt som når man siger til folk, at de har en bussemand siddende på kinden, og der har den for øvrigt siddet hele formiddagen.
Ramt af den kollegiale kritiks giftpile kiggede jeg ned af mig selv og kunne da godt se, at der var noget ulevet liv med lunken te, ruskindshabit og ristet toastbrød over det hele.
Mens fornemmelsen af at være en bog fuld af unyttig viden bredte sig som eksem på en ankel, der har trådt i nogle brændenælder, blev jeg grebet af en erkendelse, der er lige så opmuntrende som en sigtelse for dobbeltmord:
Jeg har altid været forkert klædt på til livet. Er altid kommet for sent. Og i det forkerte tøj.
Det begyndte allerede, da jeg var lille, og mine forældre pressede mig ned i tidens sunde solgryns-uniform: Blå blazer, ternede bukser og kæk kasket. Det blev børn dengang kun, når de skulle fotograferes, og jeg kan lide så godt sige det, som det er: Jeg lignede Lille-Per, mens han bliver snuset i skridtet af en hund.
Siden gik det slag i slag, mens jeg som en anden Mr. Bean fægtede mig igennem tilværelsens prøverum. Med spejle og ekspedienter, der sagde alt. Bare ikke sandheden:
Da jeg langt om længe selv kunne bestemme min hårlængde, gik jeg rundt med Suzi Quatro-frisure, mens andre mænd lignede Arnold Schwarnezegger som konfirmand.
Da firserne angreb, og mænd optrådte i halvlange læderfrakker på cafeer, mens de sagde ord som "postmodernistisk" og "trip-hop" - gerne med ansigtet fuld af Don Johnson-skægstubbe - kom jeg ikke med til festen, fordi mine halvfjerdser-skjorteflipper, der lignede signalflag, sad fast i døren.
Jeg er simpelthen uegnet til at begå mig i et samfund, der kræver fornemmmelse for omgivelsernes forventninger til præsentationen. Det forklarer også, hvorfor jeg har det bedst sammen med folk, der kan finde på at klø sig i skridtet i bussen.
Mens jeg tænker på alle de støvede fotos af mig i dåbskjole, der lå på kakkelbordet, hvor billederne fik brune ringe af efterladte kaffekopper, mens familiens tanter og moster diskuterede:
- Han har sin mors maskuline hage, og burde de ikke overveje at få drengens ører lagt ind..?

underholdning og andre trusler

De kloge siger, vi lever i en trusselskultur. Ja, det skal jeg da love for. Og en af de meget udbredte, men sørgeligt ignorerede, er: "Underholdning for hele familien". Det er ikke en trussel skrevet anonymt på brunt indpakningspapir af desperate mænd med elefanthuer og bombebælter. Tværtimod står den slags tit på et opslag i den lokale ugeavis - flankeret af små dannebrogsflag i nydelige, blå skyer. Et typisk eksempel kan være:
"Kom til centrumbutikkernes store 3½ års fødselsdagsudsalg på Centerpladsen bag Ærlige Bents Brugte biler på lørdag. Der er en gratis Euro-palle til de første 100 gæster. Klovnen Blinky Børnelokker optræder. Underholdning for hele familien."
Det er ikke trussel, ret mange danskere - i hvert fald i provinsen - kan sidde overhørig. Rundt om på fredelige villaveje er mænd allerede ved at iklæde sig vatteret jakke og sorte træsko uden hæl for at sikre sig en plads blandt de første 100, der får en Euro-palle. De kører i 258 Toyota'er, der er så ens, at ejerne er nødt til at skrive registreringsnummeret ned i hånden for at kunne finde deres bil henne ved Centerpladsen.
Af sted går det. Med børn på bagsædet og konens stemme ekkoende i ørerne: "Husk de har hundemad til halv pris, hvis man køber 130 kilo" (så får han også brug for Euro-pallen).
Af sted går det. Til udsalg, underholdning for hele familien og en rask konkurrence, hvor børnene kan vinde fem kilo vingummibamser.
Og hjem går det. Med Euro-palle, 130 kilo hundemad, og børn der sidder på bagsædet og prutter fem kilo vingummibamser ud i bilen. Man "har fået en dag ud af det."
Underholdning for hele familien bygger på en filosofi om, at børn og voksne røres, bevæges og mores ved det samme. Hvad der også er en nærliggende tanke i en kultur, hvor mænd tæt på efterlønsalderen promenerer på gågaden med trofæ-børn i klapvogn og kone nummer to, der blev færdig med sin uddannelse, da han fik sin første åreknude. Og hvor kvinder med panikrødt hår rask væk taler om "pigefrokost", selv om der ikke er skyggen af en kvinde under 30 til stede ved det arrangement. Hvor ingen vil være ved, hvem de er, men mødes alle andre steder.