Jeg er på den - oven i købet forkert på den

Forleden fik jeg at vide, at jeg lignede en gymnasielærer.
Det var ikke pænt ment. Nærmest lidt som når man siger til folk, at de har en bussemand siddende på kinden, og der har den for øvrigt siddet hele formiddagen.
Ramt af den kollegiale kritiks giftpile kiggede jeg ned af mig selv og kunne da godt se, at der var noget ulevet liv med lunken te, ruskindshabit og ristet toastbrød over det hele.
Mens fornemmelsen af at være en bog fuld af unyttig viden bredte sig som eksem på en ankel, der har trådt i nogle brændenælder, blev jeg grebet af en erkendelse, der er lige så opmuntrende som en sigtelse for dobbeltmord:
Jeg har altid været forkert klædt på til livet. Er altid kommet for sent. Og i det forkerte tøj.
Det begyndte allerede, da jeg var lille, og mine forældre pressede mig ned i tidens sunde solgryns-uniform: Blå blazer, ternede bukser og kæk kasket. Det blev børn dengang kun, når de skulle fotograferes, og jeg kan lide så godt sige det, som det er: Jeg lignede Lille-Per, mens han bliver snuset i skridtet af en hund.
Siden gik det slag i slag, mens jeg som en anden Mr. Bean fægtede mig igennem tilværelsens prøverum. Med spejle og ekspedienter, der sagde alt. Bare ikke sandheden:
Da jeg langt om længe selv kunne bestemme min hårlængde, gik jeg rundt med Suzi Quatro-frisure, mens andre mænd lignede Arnold Schwarnezegger som konfirmand.
Da firserne angreb, og mænd optrådte i halvlange læderfrakker på cafeer, mens de sagde ord som "postmodernistisk" og "trip-hop" - gerne med ansigtet fuld af Don Johnson-skægstubbe - kom jeg ikke med til festen, fordi mine halvfjerdser-skjorteflipper, der lignede signalflag, sad fast i døren.
Jeg er simpelthen uegnet til at begå mig i et samfund, der kræver fornemmmelse for omgivelsernes forventninger til præsentationen. Det forklarer også, hvorfor jeg har det bedst sammen med folk, der kan finde på at klø sig i skridtet i bussen.
Mens jeg tænker på alle de støvede fotos af mig i dåbskjole, der lå på kakkelbordet, hvor billederne fik brune ringe af efterladte kaffekopper, mens familiens tanter og moster diskuterede:
- Han har sin mors maskuline hage, og burde de ikke overveje at få drengens ører lagt ind..?