De kloge siger, vi lever i en trusselskultur. Ja, det skal jeg da love for. Og en af de meget udbredte, men sørgeligt ignorerede, er: "Underholdning for hele familien". Det er ikke en trussel skrevet anonymt på brunt indpakningspapir af desperate mænd med elefanthuer og bombebælter. Tværtimod står den slags tit på et opslag i den lokale ugeavis - flankeret af små dannebrogsflag i nydelige, blå skyer. Et typisk eksempel kan være:
"Kom til centrumbutikkernes store 3½ års fødselsdagsudsalg på Centerpladsen bag Ærlige Bents Brugte biler på lørdag. Der er en gratis Euro-palle til de første 100 gæster. Klovnen Blinky Børnelokker optræder. Underholdning for hele familien."
Det er ikke trussel, ret mange danskere - i hvert fald i provinsen - kan sidde overhørig. Rundt om på fredelige villaveje er mænd allerede ved at iklæde sig vatteret jakke og sorte træsko uden hæl for at sikre sig en plads blandt de første 100, der får en Euro-palle. De kører i 258 Toyota'er, der er så ens, at ejerne er nødt til at skrive registreringsnummeret ned i hånden for at kunne finde deres bil henne ved Centerpladsen.
Af sted går det. Med børn på bagsædet og konens stemme ekkoende i ørerne: "Husk de har hundemad til halv pris, hvis man køber 130 kilo" (så får han også brug for Euro-pallen).
Af sted går det. Til udsalg, underholdning for hele familien og en rask konkurrence, hvor børnene kan vinde fem kilo vingummibamser.
Og hjem går det. Med Euro-palle, 130 kilo hundemad, og børn der sidder på bagsædet og prutter fem kilo vingummibamser ud i bilen. Man "har fået en dag ud af det."
Underholdning for hele familien bygger på en filosofi om, at børn og voksne røres, bevæges og mores ved det samme. Hvad der også er en nærliggende tanke i en kultur, hvor mænd tæt på efterlønsalderen promenerer på gågaden med trofæ-børn i klapvogn og kone nummer to, der blev færdig med sin uddannelse, da han fik sin første åreknude. Og hvor kvinder med panikrødt hår rask væk taler om "pigefrokost", selv om der ikke er skyggen af en kvinde under 30 til stede ved det arrangement. Hvor ingen vil være ved, hvem de er, men mødes alle andre steder.
søndag den 13. maj 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar