Få en tilstandsrapport til dit liv

Jeg faldt over en blog forleden med overskriften »Hvis mit liv var en bil, ville jeg ikke komme til syn«. Så tænker man godt nok: Tak for kaffe. For det var jo noget af en tilståelse.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.

Når alderen ikke passer

Så snakker folk om, at »alderen tynger«. Jeg synes nu nærmest, den presser, og jeg har lige opdaget, at jeg ikke kan være i min. Men da jeg har smidt kvitteringen væk, kan jeg ikke få den byttet til en størrelse 27.
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«