Så snakker folk om, at »alderen tynger«. Jeg synes nu nærmest, den presser, og jeg har lige opdaget, at jeg ikke kan være i min. Men da jeg har smidt kvitteringen væk, kan jeg ikke få den byttet til en størrelse 27.
Det ville ellers gøre underværker. For eksempel ville jeg slippe for at skulle forklare, hvorfor jeg stadig går med hættetrøje – samt til rockkoncerter med den let anløbne, skjulte dagsorden at bombardere 18-årige piger med udvalgte score-bemærkninger som:
– Hvor har du været hele mit liv?
– Ja, de første 20 år var jeg slet ikke født. . .
Men at alderen ikke passer til personen, men strammer og sidder dårligt, er et livsvilkår. Også dengang man faktisk syntes, det var vigtigt at virke ældre, end man var. Altså dengang man ikke var 14, men fyldte 15. Med mindre man skulle til midnatsforestilling og se »Langt ned i Halsen«, så var der ikke grænser for hvor meget 18, man var.
Og da man så endelig nåede den forjættende periode, hvor man bestemte alt selv, så var det ikke engang et morsomt møde, for med ret kom pligt. Samt regninger, terminer og det chok, det var, at opdage, at køleskabet ikke fyldte sig selv. Plus ikke mindst arbejdspladsens forventning om, at man stillede hver morgen. Og udførte noget, når man nu alligevel var kommet.
Det er her, at trangen til heavy metal, hættebluser, uspolerethed og eskapisme bliver grundlagt, men man får ingen hjælp, når man klager over, at størrelsen ikke passer. Allerhøjest en påmindelse om at man ikke skal skabe sig sådan. »I din alder. . .«
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar