Jeg faldt over en blog forleden med overskriften »Hvis mit liv var en bil, ville jeg ikke komme til syn«. Så tænker man godt nok: Tak for kaffe. For det var jo noget af en tilståelse.
Og man ser for sig den stakkels mand få den endelige dom: Ja, undervognen er jo noget rusten. Det drypper også fra den. Styringen er gal. Der er alt for meget ratslør. Bagpartiet hænger, bremselængen er lig nul, der er ikke styr på sprinklervæsken, og der er en bule foran, det ikke kan betale sig at rette ud.
Hvorefter pladerne klippes, og vraget bliver sendt til ophugning.
Sådan nogle indre billeder er grimme og skyld i, at man vågner badet i sved midt om natten mens tanken »mit liv må til revision« farer gennem hjernen. Hårdt, når man nu egentlig burde vågne om natten, badet i sved og tænke på helt anderledes vigtige ting. Så som: Hvorfor er det lige, at jeg nu klokken tre om natten kan høre lyden af træ, der bliver brækket, og glas, der bliver smadret inde i stuen, og hvorfor er der nogen derinde, der taler polsk. . .?
Men er det ikke farligt for et menneske at få sådan en tilstandsrapport for krop og sjæl? Jo, i mit tilfælde tror jeg, at rapporten vil blive læsning, der får Stephen King til at ligne højtlæsning for småbørn:
Fundamentet er revnet. Det er bygget på mosejord. Vaklende terrasse. Murværk der mørner. Svamp på loftet, hvor det også trækker. Fugtskader flere steder. Og en forsikring mod skader i skjulte rør kan du godt glemme alt om.
Indtil rapporten ender med anbefalingen: Lev videre med dig selv. Det byggesjusk er der ingen, der vil overtage.
tirsdag den 13. maj 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar