De skal nok få sandheden frem

I gamle dage blev man knebet i ballerne med gloende jern af den spanske inkvisition, der insisterede på at vide, om man var kætter. Det må have gjort satans ondt, og hvem kunne ikke falde for fristelsen til at indrømme, at man var satans yngel, der fuskede med udkogte gedekranier. Også selv om det var ukristelig løgn.
Så blev man brændt. Det koster at få sandheden frem.
Sådan gør vi ikke i dag. Jo, der var et firma, der for nogle år siden pressede medarbej-derne til at deltage i kurser, hvor de skulle løbe på glødende kul. Det gav nogle forbrændinger, men hvor der handles, der brændes. Men ellers gør vi ikke sådan.
I en stor dippedut-koncern på Als gør de noget andet. De stikker et spørgeskema ud til folk, der søger job. Her skal de svare på, om de hader opera eller ved hvorfor, stjernerne blinker. Det har sikkert kostet virksomheden en masse penge at finde ud af, om de ansatte synes, at græsk mytologi er interessant. Og så er det ikke topchefer, der skal svare på spørgsmålene, men de mennesker der skal svinge kost og svaber på virksomhedens gange. Det kan man kalde grundighed. Lidt lige som den spanske inkvisition.
I filmen »De andres Liv« bruger en mand sit liv i DDR til at sidde i en kælder og smuglytte til andres samtaler. Sådan gør vi som sagt ikke. Vi intimiderer mennesker i fuld offentlighed.
I spørgeskemaet fra dippedut-koncernen skal man for øvrigt svare på, om man tror, man har været her før. Jeg ved godt, hvad jeg ville have svaret:
– Ja, og dengang blev jeg forfulgt af den spanske inkvisition.

Forhandlingens kunst

Jeg har en cykel derhjemme, som jeg gerne vil skifte ud. Med andre ord: Købe en ny. Det forsøger jeg så at indlede forhandlinger om. Men det er der slet ingen grund til, mener fruen. Jeg kan bare gå ned og få den gamle repareret.
Så går jeg ud i skuret og kigger på cyklen og samler en masse argumenter sammen om, hvor håbløs en reparation af liget vil være, og hvor dyrt det vil blive, og hvor lang tid, det vil tage, og nyt er jo nu en gang nyt og . . .
Til ingen verdens nytte.
Jeg begynder at forstå, hvorfor fredsforhandlinger i Mellemøsten går i hårdknude. Tænker jeg med et suk og et blik på cyklen – husets svar på Golan-højderne.
Men det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder flere og flere mænd, der gerne vil:
Købe et nyt fjernsyn:
– Det er det ingen grund til. Det gamle er godt nok, og hvis du synes, farverne står uklart, skulle du tage at få briller.
Købe ny bil:
– Ja, men det skal ikke være den der BMW, du fabler om, men en familiebil med plads til tre børn, fem kilo vaskepulver og en golden retriever.
Købe en mountainbike:
– Du bruger den kun de første 14 dage, og så glemmer du den ude i regnen.
Osv., osv. Og jeg tror, jeg ved, hvorfor det går galt. Mænd har ikke lært fidusen, men det har kvinder. De ved, at man vinder forhandlinger, hvis man begynder et helt andet sted:
– Nu skal du bare se. De her støvler var nedsat fra 1600, og de er lige min størrelse. Hvad! Har du købt en fladskærm? Det har vi da ikke råd til.
Sådan. Først handling – så forhandling. Enkelt og ligetil.