Forhandlingens kunst

Jeg har en cykel derhjemme, som jeg gerne vil skifte ud. Med andre ord: Købe en ny. Det forsøger jeg så at indlede forhandlinger om. Men det er der slet ingen grund til, mener fruen. Jeg kan bare gå ned og få den gamle repareret.
Så går jeg ud i skuret og kigger på cyklen og samler en masse argumenter sammen om, hvor håbløs en reparation af liget vil være, og hvor dyrt det vil blive, og hvor lang tid, det vil tage, og nyt er jo nu en gang nyt og . . .
Til ingen verdens nytte.
Jeg begynder at forstå, hvorfor fredsforhandlinger i Mellemøsten går i hårdknude. Tænker jeg med et suk og et blik på cyklen – husets svar på Golan-højderne.
Men det er gået op for mig, at jeg ikke er den eneste. Jeg møder flere og flere mænd, der gerne vil:
Købe et nyt fjernsyn:
– Det er det ingen grund til. Det gamle er godt nok, og hvis du synes, farverne står uklart, skulle du tage at få briller.
Købe ny bil:
– Ja, men det skal ikke være den der BMW, du fabler om, men en familiebil med plads til tre børn, fem kilo vaskepulver og en golden retriever.
Købe en mountainbike:
– Du bruger den kun de første 14 dage, og så glemmer du den ude i regnen.
Osv., osv. Og jeg tror, jeg ved, hvorfor det går galt. Mænd har ikke lært fidusen, men det har kvinder. De ved, at man vinder forhandlinger, hvis man begynder et helt andet sted:
– Nu skal du bare se. De her støvler var nedsat fra 1600, og de er lige min størrelse. Hvad! Har du købt en fladskærm? Det har vi da ikke råd til.
Sådan. Først handling – så forhandling. Enkelt og ligetil.