De skal nok få sandheden frem

I gamle dage blev man knebet i ballerne med gloende jern af den spanske inkvisition, der insisterede på at vide, om man var kætter. Det må have gjort satans ondt, og hvem kunne ikke falde for fristelsen til at indrømme, at man var satans yngel, der fuskede med udkogte gedekranier. Også selv om det var ukristelig løgn.
Så blev man brændt. Det koster at få sandheden frem.
Sådan gør vi ikke i dag. Jo, der var et firma, der for nogle år siden pressede medarbej-derne til at deltage i kurser, hvor de skulle løbe på glødende kul. Det gav nogle forbrændinger, men hvor der handles, der brændes. Men ellers gør vi ikke sådan.
I en stor dippedut-koncern på Als gør de noget andet. De stikker et spørgeskema ud til folk, der søger job. Her skal de svare på, om de hader opera eller ved hvorfor, stjernerne blinker. Det har sikkert kostet virksomheden en masse penge at finde ud af, om de ansatte synes, at græsk mytologi er interessant. Og så er det ikke topchefer, der skal svare på spørgsmålene, men de mennesker der skal svinge kost og svaber på virksomhedens gange. Det kan man kalde grundighed. Lidt lige som den spanske inkvisition.
I filmen »De andres Liv« bruger en mand sit liv i DDR til at sidde i en kælder og smuglytte til andres samtaler. Sådan gør vi som sagt ikke. Vi intimiderer mennesker i fuld offentlighed.
I spørgeskemaet fra dippedut-koncernen skal man for øvrigt svare på, om man tror, man har været her før. Jeg ved godt, hvad jeg ville have svaret:
– Ja, og dengang blev jeg forfulgt af den spanske inkvisition.