Modepoliti med fejl i efterforskningen

Nu er mænd ret storsindede. Derfor går de heller ikke så højt op i, at det er kvinder, der bestemmer mænds påklædning og frisure samt kontrollere, at de ikke kommer i byen med små hår ud ad næsen.
– Pyt med at kvinder klæder mænd på. Bare vi kan klæde kvinder af, lyder det let og muntert fra det stærke køn, parallelparkeringens betvinger.
Men er det ikke en kortsigtet betragtning? Har kvinder ikke fat i den lange ende, når de med farvekort og hævede øjenbryn blander sig i det daglige. Også når det gælder partnerens påklædning?
Jo, ubetinget. Og det er der grund til at tænke over nu, da vi nærmer os den tid på året, hvor det undtagelsesvis er mænd, der køber tøj til kvinder. Tøj til at tage af. Undertøj. For let’s face it: I december er landets stormagasiner og lingeributikker proppet med forventningsfulde mænd, der køber g-strengstrusser, sorte bh’er og røde hofteholdere til deres livs kærlighed. Her kan andre kunder overhøre kostelige samtaler mellem ekspeditricer og svedende mænd:
– Ja, hun er sådan cirka lige så højt som dig, men med mindre bryster. . .
Den slags slap research hævner sig. Nemlig juleaften når konen pakker den bløde gave op og sender indholdet et isbjerg af et blik for derefter at meddele at de diminutive trusser i sart silke skal byttes til hvide Sloggi’er, der med tiden uvilkårlig får slap elastik. Alt imens manden resten af juleaften sidder og ligner en karton glemt kærnemælk, fordi han ikke styr på, at konen ikke er en størrelse S for small, men B for buttet.
Sådan går det, når man ikke blander sig i det daglige.

Bloggen går på Facebook

Jeg kan lige så godt krybe til korset. Falde til patten. Og bide til bolle: Jeg er også kommet på Facebook.
Eller fjæsbog som vi hardcore-fjæs indforstået siger. Når vi ikke lyder som børn, der samler på hønseringe:
– Hvor mange venner har du? Øj, så mange. Nå, men Anders Fogh siger, han har 5000. Hvad er det, vi gør forkert?
Nu har jeg det som andre mænd med noget, der udsender en bare svag odør af teknisk snilde:
1) Mærkeligt at vi har kunnet levet uden det her? (Læs: Jeg kan finde ud af det)
2) Hvem Fanden opfinder sådan noget bras? (Læs: Jeg kan ikke finde ud af det.)
Derfor er vi nogle, der bruger en weekend på at gå og tjekke om vores dørkarme er i vatter, når vi har købt et vaterpas.
Og sådan er det med Facebook. Knap havde jeg opdaget det, før jeg var i gang med at tage en ph.d. i ordskvalder og mening-gitis. Det er sådan, at man kan opdatere sin status på Facebook hele tiden, så alle ens nyopdukkede venner kan følge med i ens liv lige nu og få indblik i de intimeste tanker og følelser:
– Michael overvejer at gå ud og spise et stykke knækbrød, men det her er for spændende.
For det er godt nok stort: Folk er ved at forbedre indkøb af pakkekalendre, har lige opdaget noget appelsinhud, kan ikke finde deres selvangivelse, synes det er for dårligt, at det regner på deres fridag eller glæder sig over, at de i sin tid ikke tog flexlån.
Jeg kan blive helt rørt over, at alle de mennesker samtidig har tid til at passe deres Facebook. Og bedst af alt: Det revitaliserer virkelig begrebet venner.

Jamen, jeg sagde det jo

Der var en gang, da forældre regerede ved hjælp af store sandheder. De var gode at have når, børn kom og stillede krav og havde ønsker:
– Sig mig, tror du, vi er millionærer?
Subsidiært:
- Sig mig, tror du, penge hænger på træerne?
Endelig var der:
– Jeg sagde det jo.
For nok hang penge ikke på træerne, men det gjorde børn. Her kravlede de ud på grenene, hvor de ved hjælp af en kæp ville fiske den bold ned, der lå på drivhusets tag. Når de så styrtede ned gennem drivhustaget og kom ud som en cocktail af knuste tomater, glasskår og blødende sår, så sagde de voksne:
– Jamen, jeg sagde det jo.
Underforstået: Man skulle nok have ladet være. Men så var man jo den erfaring rigere.
Den erfaring har jeg ikke indtryk af, at børn altid får lov at gøre i dag. Tværtimod har jeg indtryk af, at nogle børn tror, de hedder "Pas Nu På". For det er de ord, de oftest bliver tiltalt med. Nogle børn tror måske også, at de hedder "Skal Mor Puste". Og træer er ikke til at kravle i. Allerhøjest til at hænge en gynge op i. Som Sebastian kan gynge i. Men pas nu på.
For man kan falde og snuble, og brænde sig og rive hul og bløde. Med andre ord kan man komme galt af sted, og det skal forblive en hemmelighed for børn.
Indtil den dag Sebastian er gammel nok til at tage beslutninger selv, trække i uniform og drage til Irak med våben og maoriagtig tatovering i nakken. Det vil sikkert holde mor vågen, for det kan ende der, hvor det ikke er nok at puste.
Men måske er det kompensation for de grene, han ikke måtte kravle i, dengang det højest kunne give skrammer.

Lidt løgn letter livet

Sandheden, den fulde sandhed og kun sandheden. Nej, lad os se det i øjnene: Det holder ikke. Heller ikke i amerikanske tv-film, for så var der nok ingen historie. Det er også den erfaring, de gør sig i de virkelige retssale. På skattekontorerne. Samt på generalforsamlinger i alverdens lystfiskerforeninger:
Den nøgne, skinbarlige sandhed findes ikke. Man kan ikke kun tale sandt.
Selv har jeg altid hyldet det synspunkt, at lidt løgn skal der til, og jeg begyndte allerede som dreng:
– Hej mor. Nej, vi har ikke lavet noget særligt. Hvorfor der er huller i mit tøj, og det lugter brændt? Nå, men det er ikke noget.
Mænd er bedre til at lyve end kvinder. Allerede Eva faldt igennem, da hun stjal et æble og prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det er for tyndt og bare se: Den dag i dag får kvinder kun en tredjedel i løn for det samme arbejde. Det kan de godt lige tænke over.
Men er det ikke umoralsk at forsvare løgnen? Jo, men det andet er farligt. Tag nu den verbale vejsidebombe, kvinder uden varsel kan smide:
– Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvad skal manden sige:
– Ja, der er faktisk lidt pansret mandskabsvogn over det der.
Så ville man da med fuld ret kunne sige, at hans hjerne så for lille ud til det hoved.
Ergo: Vi lyver. Og forventer ikke andet fra andre. Jeg mener, hvis vi for år tilbage havde spurgt de islandske finansfolk, hvor de havde alle de penge fra, var vi nok blevet lettere paf, hvis de havde sagt det, som det var:
– Jamen, vi har heller ikke nogen. Det er alt sammen varm luft og lånte fjer.