Jamen, jeg sagde det jo

Der var en gang, da forældre regerede ved hjælp af store sandheder. De var gode at have når, børn kom og stillede krav og havde ønsker:
– Sig mig, tror du, vi er millionærer?
Subsidiært:
- Sig mig, tror du, penge hænger på træerne?
Endelig var der:
– Jeg sagde det jo.
For nok hang penge ikke på træerne, men det gjorde børn. Her kravlede de ud på grenene, hvor de ved hjælp af en kæp ville fiske den bold ned, der lå på drivhusets tag. Når de så styrtede ned gennem drivhustaget og kom ud som en cocktail af knuste tomater, glasskår og blødende sår, så sagde de voksne:
– Jamen, jeg sagde det jo.
Underforstået: Man skulle nok have ladet være. Men så var man jo den erfaring rigere.
Den erfaring har jeg ikke indtryk af, at børn altid får lov at gøre i dag. Tværtimod har jeg indtryk af, at nogle børn tror, de hedder "Pas Nu På". For det er de ord, de oftest bliver tiltalt med. Nogle børn tror måske også, at de hedder "Skal Mor Puste". Og træer er ikke til at kravle i. Allerhøjest til at hænge en gynge op i. Som Sebastian kan gynge i. Men pas nu på.
For man kan falde og snuble, og brænde sig og rive hul og bløde. Med andre ord kan man komme galt af sted, og det skal forblive en hemmelighed for børn.
Indtil den dag Sebastian er gammel nok til at tage beslutninger selv, trække i uniform og drage til Irak med våben og maoriagtig tatovering i nakken. Det vil sikkert holde mor vågen, for det kan ende der, hvor det ikke er nok at puste.
Men måske er det kompensation for de grene, han ikke måtte kravle i, dengang det højest kunne give skrammer.