Bloggen går på Facebook

Jeg kan lige så godt krybe til korset. Falde til patten. Og bide til bolle: Jeg er også kommet på Facebook.
Eller fjæsbog som vi hardcore-fjæs indforstået siger. Når vi ikke lyder som børn, der samler på hønseringe:
– Hvor mange venner har du? Øj, så mange. Nå, men Anders Fogh siger, han har 5000. Hvad er det, vi gør forkert?
Nu har jeg det som andre mænd med noget, der udsender en bare svag odør af teknisk snilde:
1) Mærkeligt at vi har kunnet levet uden det her? (Læs: Jeg kan finde ud af det)
2) Hvem Fanden opfinder sådan noget bras? (Læs: Jeg kan ikke finde ud af det.)
Derfor er vi nogle, der bruger en weekend på at gå og tjekke om vores dørkarme er i vatter, når vi har købt et vaterpas.
Og sådan er det med Facebook. Knap havde jeg opdaget det, før jeg var i gang med at tage en ph.d. i ordskvalder og mening-gitis. Det er sådan, at man kan opdatere sin status på Facebook hele tiden, så alle ens nyopdukkede venner kan følge med i ens liv lige nu og få indblik i de intimeste tanker og følelser:
– Michael overvejer at gå ud og spise et stykke knækbrød, men det her er for spændende.
For det er godt nok stort: Folk er ved at forbedre indkøb af pakkekalendre, har lige opdaget noget appelsinhud, kan ikke finde deres selvangivelse, synes det er for dårligt, at det regner på deres fridag eller glæder sig over, at de i sin tid ikke tog flexlån.
Jeg kan blive helt rørt over, at alle de mennesker samtidig har tid til at passe deres Facebook. Og bedst af alt: Det revitaliserer virkelig begrebet venner.