Så må vil hellere passe på med, hvad vi siger

Jeg er ikke ret vild med offentlig fremtræden. Jeg mangler aldeles Xfactor genet. Når nogen inviterer til noget, der kræver skopudsning og frisør, vil jeg helst gemme mig i et klædeskab og sige som en vindjakke, men det holder ikke. Selskabspolitiet finder mig altid, og jeg bliver sendt af sted:
– Goddag, det var godt, I kunne komme. Nå, hvad laver du så? Journalist, aha, jamen så må vi vel hellere passe på med, hvad vi siger, for elles kommer det vel bare i avisen, ha, ha.
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder.
Jeg er ret sikker på, at politifolk ikke er ude for det samme:
– Jamen, så må vi vel passe på med, hvad vi siger, for ellers kommer vi vel bare i fængsel, ha, ha.
Nej, vel.
Helt galt kan det gå i de tilfælde, hvor der er sendt trusselsbreve ud i forvejen i form af invitationer. Hvor der langt nede godt gemt mellem forret og dessert står nævnt, at der skal være selskabslege:
– Fint I kunne komme. Vi skal danse ballondans/synge karaoke/vikles ind i vita wrap/rage rundt med en agurk mellem benene. Og alle SKAL være med. . .
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder – nu på flugt. Ind i klædeskabet hvor jeg sidder og spekulerer over, hvorfor folk, der angiveligt inviterer en ud for at man skal hygge sig og have det rart, ydmyger gæsterne ved at sætte dem til synge, selv om de har en stemme som håndmikser med overgang og danser som en gummibåd, der hopper af sted i en line efter Oslo-båden.
Men det må jeg hellere passe på med at sige.