Store bryster og en papegøjetang

Amerikanske forskere har fundet ud af, at mænd tænker på værktøj, når de ser halvnøgne kvinder. Forskerne viste billeder af kvinder i bikini, og scanninger afslørede høj aktivitet i den del af mændenes hjerne, der beskæftiger sig med skruetrækkere og havesakse.
Jeg var slet ikke klar over, at hjernen havde sådan en afdeling, og under alle omstændigheder synes jeg, teorien lyder usandsynlig: Mand sidder på strand. Mand ser solbrun D-skål. Mand tænker: - Gud, jeg skal hen i Silvan og have en vinkelsliber.
Ærlig talt. Og så dog. For nu kommer forskernes konklusion: Mænd ser kvinder som sexobjekter, der skal ordnes og håndteres. Ligesom værktøj. De er altså sexgale svin, der ikke skænker kvinders intellekt en tanke. Så fik vi den, og den sandhed kan vi så gå hjem og sætte op på væggen. Ved hjælp af vores hammer og boremaskine.
Her sidder så måske forklaringen på, at der hænger afklædte silikone-skønheder på væggen i skurvogne og værksteder. Det minder mændene om, hvorfor de her: At arbejdet kalder, og at værktøjet skal håndteres og ordnes. Det vil jeg godt æde søm på, at de næppe havde tænkt, hvis der havde hængt et billede af Angela Merkel i g-streng. Så var mændene måske nok gået. Men ikke på arbejde. Højest hjem.
Hvor de ville opdage, at deres hjerne nok tror, at kvinder som værktøj skal ligge viljeløst i deres hænder, klar til at blive håndteret, men at det snarere er kvinden, der har manden i sin hule hånd:
– Hej skat. Jeg har hængt et billede af en 19-årig blondine med store forlygter op i badeværelse. Kan det ikke inspirere dig til at gå i gang med skifte pakningen i hanen og sætte de nye kakler op?

En fis i en hornlygte

Jeg synes selv, jeg er ret svær at imponere. Jeg sætte en ære i at se lige så empatisk ud som Putin og udstøde et verdensmandsagtigt »hmpf«, når nogen begejstret fortæller, at de har opfundet den dybe tallerken.
Men nu må jeg gnide mig så meget i øjnene, at jeg kommer til at ligne en 18årig, der har været til Roskilde Festival i fem dage. Jeg har læst, at nogen vil indføre en metanskat, så landmændene beskattes, alt efter hvor meget deres køer og grise går og prutter.
Hold da op. Sikke samtaler, der kan udspille sig i fremtidens svinebesætninger:
– Fy, hvor her stinker. Er du ikke bange for et skattesmæk?
Og det er jo egentlig en fantastisk idérigdom. Hvis man uddelte priser i den kategori, måtte Danmark være kandidat til prisen for mest fantasifulde skatteopkrævninger. Perspektiverne er mange:
Nærliggende er det at overføre metanskatten til alle:
– Hvordan er det, du sidder og fiser, knægt, vil du ruinere os?
En miljøafgift på al den varme luft, bankdirektører og finansakrobater lukker ud, må også kunne skæppe i kassen. For ikke at snakke om grøn skat på skatteyderbetalte snapse-ræb fra politikere og ministre.
Bredere ville det ramme med et strafgebyr til de her mennesker, der står i køen i fredag eftermiddag klokken kvart i skrig og skrål:
– Gud, skal man selv veje druerne? Nå men det løber jeg lige ned og gør.
Det er alt sammen en høj pris at betale for at bevare et samfund med råd til bankpakker.
Men priser plejer man jo at kunne prutte om.

Så må vil hellere passe på med, hvad vi siger

Jeg er ikke ret vild med offentlig fremtræden. Jeg mangler aldeles Xfactor genet. Når nogen inviterer til noget, der kræver skopudsning og frisør, vil jeg helst gemme mig i et klædeskab og sige som en vindjakke, men det holder ikke. Selskabspolitiet finder mig altid, og jeg bliver sendt af sted:
– Goddag, det var godt, I kunne komme. Nå, hvad laver du så? Journalist, aha, jamen så må vi vel hellere passe på med, hvad vi siger, for elles kommer det vel bare i avisen, ha, ha.
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder.
Jeg er ret sikker på, at politifolk ikke er ude for det samme:
– Jamen, så må vi vel passe på med, hvad vi siger, for ellers kommer vi vel bare i fængsel, ha, ha.
Nej, vel.
Helt galt kan det gå i de tilfælde, hvor der er sendt trusselsbreve ud i forvejen i form af invitationer. Hvor der langt nede godt gemt mellem forret og dessert står nævnt, at der skal være selskabslege:
– Fint I kunne komme. Vi skal danse ballondans/synge karaoke/vikles ind i vita wrap/rage rundt med en agurk mellem benene. Og alle SKAL være med. . .
Så står jeg der og ligner en serbisk krigsforbryder – nu på flugt. Ind i klædeskabet hvor jeg sidder og spekulerer over, hvorfor folk, der angiveligt inviterer en ud for at man skal hygge sig og have det rart, ydmyger gæsterne ved at sætte dem til synge, selv om de har en stemme som håndmikser med overgang og danser som en gummibåd, der hopper af sted i en line efter Oslo-båden.
Men det må jeg hellere passe på med at sige.