Jeg synes selv, jeg er ret svær at imponere. Jeg sætte en ære i at se lige så empatisk ud som Putin og udstøde et verdensmandsagtigt »hmpf«, når nogen begejstret fortæller, at de har opfundet den dybe tallerken.
Men nu må jeg gnide mig så meget i øjnene, at jeg kommer til at ligne en 18årig, der har været til Roskilde Festival i fem dage. Jeg har læst, at nogen vil indføre en metanskat, så landmændene beskattes, alt efter hvor meget deres køer og grise går og prutter.
Hold da op. Sikke samtaler, der kan udspille sig i fremtidens svinebesætninger:
– Fy, hvor her stinker. Er du ikke bange for et skattesmæk?
Og det er jo egentlig en fantastisk idérigdom. Hvis man uddelte priser i den kategori, måtte Danmark være kandidat til prisen for mest fantasifulde skatteopkrævninger. Perspektiverne er mange:
Nærliggende er det at overføre metanskatten til alle:
– Hvordan er det, du sidder og fiser, knægt, vil du ruinere os?
En miljøafgift på al den varme luft, bankdirektører og finansakrobater lukker ud, må også kunne skæppe i kassen. For ikke at snakke om grøn skat på skatteyderbetalte snapse-ræb fra politikere og ministre.
Bredere ville det ramme med et strafgebyr til de her mennesker, der står i køen i fredag eftermiddag klokken kvart i skrig og skrål:
– Gud, skal man selv veje druerne? Nå men det løber jeg lige ned og gør.
Det er alt sammen en høj pris at betale for at bevare et samfund med råd til bankpakker.
Men priser plejer man jo at kunne prutte om.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar