Keder du dig, din lille idiot?

Nu ved jeg ikke, hvordan det er i dag. Men da jeg var barn, og det var regnvejr, og det var søndag, og fjernsynet var så kedeligt, at lægerne brugte det i forskning mod søvnløshed – da kunne et barn godt finde på at meddele voksne, at samme barn kedede sig.
Den slags var der ingen voksne, der gad høre på, så de havde udtænkt et svar:
– Det er kun dumme mennesker, der keder sig.
Den har jeg godt nok hørt mange gange. På et tidspunkt følte jeg mig så dum, at jeg skulle bruge halvanden time på at se børnetime. Nu kunne ingen heller ikke dengang lide at få at vide, at de er dumme. Heller ikke den del af menneskeheden, der var så lille, at den skulle lyve sig ældre for at komme ind til biografens sene pornofilm. Så vi løb ud og bekæmpede alle tilløb til dumhed: Smadrede gamle fjernsyn på lossepladsen, tævede hinanden med støvsugerrør og røg så meget i smug, at de voksne troede, at naboen brændte haveaffald af. Hvorefter samme voksne, nu ret sure, dukkede op og meddelte, at så sjovt skulle det heller ikke være.
Alligevel stod mantraet ved magt: Kun dumme mennesker kedede sig. Kloge mennesker kedede sig aldrig, triumferede de voksne, for de kunne altid selv finde på noget at lave: Banke nogle tæpper, pudse noget sølvtøj, spritte nogle vandhaner rydde op i nogle hobbyrum, skændes om hækkens højde og ryste grannåle af træerne og lægge dem i små æsker. Og i det hele taget opføre sig som mus i en trædemølle.
Så det har jeg taget med mig ind i voksenlivet, så jeg kan sige til børn:
– Keder du dig. Vær du glad for det. Det er kun idioter, der aldrig keder sig.

Det lader ikke til at være tilfældet. . .

Der er nogle ord, der knytter sig til helt bestemte sammenhænge. Og som ville virke skræmmende, hvis de blev sagt det forkerte sted. Tag nu et operationsbord på sygehuset. Her ville de færreste bryde sig om at ligge og høre sætningen:
Hvad filan er det her? Nå, læg det lige til side. Vi får måske brug for det senere.
Forleden var jeg til generalforsamling, og det er godt nok længe siden, jeg har prøvet det. Jeg sad og blev helt varm om hjertet over at opdage, at der er steder, hvor tiden står stille. Sådan en generalforsamling er et vakuum der har sit eget sprog, beroligende som når farfar læser godnathistorie. Et sprog der knytter sig til bestemte sammenhænge. Så som:
– Jeg skal starte med at konstatere, om generalforsamlingen er lovligt indkaldt.
Den bemærkning var ikke faldet i god jord længere henne i arrangementet:
– Jeg skal konstatere, om regnskabet er lovligt.
Det ville lyde helt forkert. Okay, ikke i Roskilde Bank måske, men ellers.
Når tingene ligger så fast, hænger det måske sammen med, at sproget har nogle koder, deltagerne kender:
– Er der nogle kommentarer til beretningen (= Hvis I brokker Jer nu, bliver I valgt til et eller andet).
Og så er der min yndlingssentens:
– Andre kandidater til bestyrelsen? Det synes ikke at være tilfældet. Det er den sidste sætning, jeg holder af. Også den eksisterer kun i denne ramme. Den havde lydt forkert i Netto:
–Har nogen nogle noget imod, at jeg snyder mig frem i køen? Det synes ikke til at være tilfældet . . .