Nu ved jeg ikke, hvordan det er i dag. Men da jeg var barn, og det var regnvejr, og det var søndag, og fjernsynet var så kedeligt, at lægerne brugte det i forskning mod søvnløshed – da kunne et barn godt finde på at meddele voksne, at samme barn kedede sig.
Den slags var der ingen voksne, der gad høre på, så de havde udtænkt et svar:
– Det er kun dumme mennesker, der keder sig.
Den har jeg godt nok hørt mange gange. På et tidspunkt følte jeg mig så dum, at jeg skulle bruge halvanden time på at se børnetime. Nu kunne ingen heller ikke dengang lide at få at vide, at de er dumme. Heller ikke den del af menneskeheden, der var så lille, at den skulle lyve sig ældre for at komme ind til biografens sene pornofilm. Så vi løb ud og bekæmpede alle tilløb til dumhed: Smadrede gamle fjernsyn på lossepladsen, tævede hinanden med støvsugerrør og røg så meget i smug, at de voksne troede, at naboen brændte haveaffald af. Hvorefter samme voksne, nu ret sure, dukkede op og meddelte, at så sjovt skulle det heller ikke være.
Alligevel stod mantraet ved magt: Kun dumme mennesker kedede sig. Kloge mennesker kedede sig aldrig, triumferede de voksne, for de kunne altid selv finde på noget at lave: Banke nogle tæpper, pudse noget sølvtøj, spritte nogle vandhaner rydde op i nogle hobbyrum, skændes om hækkens højde og ryste grannåle af træerne og lægge dem i små æsker. Og i det hele taget opføre sig som mus i en trædemølle.
Så det har jeg taget med mig ind i voksenlivet, så jeg kan sige til børn:
– Keder du dig. Vær du glad for det. Det er kun idioter, der aldrig keder sig.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar