Et kønsløst nysprog

Et eller andet sted i EU har der siddet nogle og kedet sig, så nu har de sendt en brochure ud til medlemmerne af Europa Parlamentet. Den handler om, hvordan disse skal tale og skrive. Altså ikke om at skrive og tale så folk kan forstå de, uha nej. Det handler om ord, man ikke må bruge, fordi de kan støde sarte sjæle.
Især skal parlamentarikerne dy sig for ord, der indeholder leddene »mand« og »kvinde«. Man må altså ikke skrive skraldemand, for der kan sidde en skraldekvinde et eller andet sted og føle sig diskrimineret.
Nu er forfatterne til brochuren godt klar over, at nogle ord er mere genstridige for eksempel mandskab og lægmand, og konklusionen er derfor: Dem bør vi slet ikke bruge.
Hvad skal man så mene om det? Ja, man kan slå sig på lårene af grin og sige: – Vor Frue bevares, det måtte jo komme. Sådan et forsøg på at gøre EU-borgerne til sproglige hermafroditter lægger sig jo smukt i kølvandet på andre ord, der er luget ud, såsom »åndssvag« og »hareskår« samt ikke mindst »negerboller«. Selv om ingen dog endnu har forlangt, at vi skal kalde dem skumfiduser af anden etnisk oprindelse end dansk.
Men det andet er også rigeligt, og man kan blive helt træt i ansigtet. Med mindre man er et nervøst gemyt og kommer til at tænke på George Orwells roman »1984«, hvor Big Brothers alt–observerende diktatur havde indført nysprog, der stille og glidende afstumpede ikke bare ordet, men selve tanken.
Nu skal det retfærdigvis siges, at adskillige EU-parlamentarikere blev flintrende arrige, da de fik brochuren og råbte op om politisk korrekthed og tom signalpolitik.
Så meget mandfolk er de da.

Kønsroller hjemme og ude

Ifølge ordbogen er kønsroller et sæt normer, som mænd og kvinder forventes at leve op til, som er forskellige og samtidig karakteristiske for de to køn. Jeg synes imidlertid, at det kan være utroligt svært at finde konkrete eksempler på forskelle mellem mænd og kvinder, der ligefrem er kønsspecifikke.
Der er selvfølgelig tunnelsynet, som er mænds privilegium. Det er tunnelsynet, der gør, at vi kan stå foran køleskabet og sige:
– Ingen øl?
Hvorimod kvinder har såkaldt panorama-syn. Det er det, der gør, at kvinden stiller sig op ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen tomater, mælk, Kærgården og spegepølse. Her er en seddel. Gå ned og køb det og tag skraldeposen med ud.
Som det fremgår, er tunnelsyn udpræget et handicap.
Heldigvis tager mænd revanche ved at mangle det såkaldte shopping-gen:
Mand: 1) Går ind i tøjbutik. 2) Finder buksestørrelse der passer. 3) Betaler. 4) Går ud.
Kvinde: 1) Invaderer skobutik. 2) Prøver 38 par sko. 3) Driver personale til vanvid. 4) Ender med at købe det første par, hun prøvede.
Det hører så med til historie, at mand:
1) Går hjem. 2) Prøver bukser foran spejl. 3) Tænker: – Jeg skulle være gået et nummer op. Nå, pyt. Jeg lever med den mavesyre.
Sådan er vi: Konsekvente og stålfaste (og i øvrigt havde vi glemt bonen i butikken, så vi kan slet ikke få de skide bukser byttet.)
Under alle omstændigheder sparer den kønsrolle, vi spiller henne i butikken, mænd for en masse tid. Den bruger vi så på at købe tomater, mælk og Kærgården. Hvorefter vi går hjem. Tilfredse med dagens dont. Ind til vi træder ind ad døren:
– Hvad! Skulle jeg også købe spegepølse?

Fald for fristelsen

Bør man give efter for en fristelse? Det er et stort spørgsmål, som har splittet menneskeheden gennem historien. Paven og George W. Bush mener nej. Afrikanere bør afgjort ikke give efter for en fristelse.
Andre ser helt omvendt på det. Selv mener jeg, at man ikke bare skal falde for en fristelse. Man skal kigge den ud. Tage tilløb. Og styrte af sted for at så hoppe lige ned i den.
Og jeg er ikke den eneste, der ser sådan på det. Jeg er ret sikker på, at direktøren for Roskilde Bank og Stein Bagger vil støtte mig i synspunktet. Det kan jeg konstatere ud fra den kendsgerning, at de har haft mere succes med at falde for fristelser, end jeg har. Jeg er kun blevet rig på nogle ekstra kilo.
Men er det ikke umoralsk at opfordre til at give efter og give slip? Svaret må blive radikalt: Tja, tjoh, bum, bum. I de store religioners verdensbillede er det som bekendt Djævlen, der er fristeren, mens Gud er livets pedel, der går og råber:
– Kan I så holde op med at spille bold i gården!
Det synes jeg er lidt uretfærdig, for jeg tror, Gud er god, og at han derfor også døjer med fristelserne:
– På seks dage har jeg skabt en smuk verden. Tag nu Frankrig: Grønne marker, store bjerge, vinranker. Det er s´gu næsten for pænt. Jeg tror, jeg falder for en fristelse: Jeg fylder skidtet med franskmænd, he, he.
Så nej, fristelser er et lod for os alle. Selv om der er undtagelser. For eksempel når telefonen ringer, og en stemme siger:
– Ja, det er fra forsikringsselskabet I Glemte At Læse Det Med Småt. Må jeg tage fem minutter af din tid?
Så er det med at bide tænderne sammen, være stålfast og brøle:
– Nej, frister. Vig bort!