Fald for fristelsen

Bør man give efter for en fristelse? Det er et stort spørgsmål, som har splittet menneskeheden gennem historien. Paven og George W. Bush mener nej. Afrikanere bør afgjort ikke give efter for en fristelse.
Andre ser helt omvendt på det. Selv mener jeg, at man ikke bare skal falde for en fristelse. Man skal kigge den ud. Tage tilløb. Og styrte af sted for at så hoppe lige ned i den.
Og jeg er ikke den eneste, der ser sådan på det. Jeg er ret sikker på, at direktøren for Roskilde Bank og Stein Bagger vil støtte mig i synspunktet. Det kan jeg konstatere ud fra den kendsgerning, at de har haft mere succes med at falde for fristelser, end jeg har. Jeg er kun blevet rig på nogle ekstra kilo.
Men er det ikke umoralsk at opfordre til at give efter og give slip? Svaret må blive radikalt: Tja, tjoh, bum, bum. I de store religioners verdensbillede er det som bekendt Djævlen, der er fristeren, mens Gud er livets pedel, der går og råber:
– Kan I så holde op med at spille bold i gården!
Det synes jeg er lidt uretfærdig, for jeg tror, Gud er god, og at han derfor også døjer med fristelserne:
– På seks dage har jeg skabt en smuk verden. Tag nu Frankrig: Grønne marker, store bjerge, vinranker. Det er s´gu næsten for pænt. Jeg tror, jeg falder for en fristelse: Jeg fylder skidtet med franskmænd, he, he.
Så nej, fristelser er et lod for os alle. Selv om der er undtagelser. For eksempel når telefonen ringer, og en stemme siger:
– Ja, det er fra forsikringsselskabet I Glemte At Læse Det Med Småt. Må jeg tage fem minutter af din tid?
Så er det med at bide tænderne sammen, være stålfast og brøle:
– Nej, frister. Vig bort!