Gå nu ikke lige hjem

Vi lever i et land, hvor alle går meget op i det lige. Derfor taler vi om skæve typer. Det er sådan nogen, vi ikke vil være naboer til på vores lige villaveje.
Det er mange år siden, at digteren begejstret kunne skrive om den å, der snoede sig gennem landskabet, for vi kom efter det, gjorde vi. Og åen blev rettet ud.

Danske børn går rundt med en Berlinmur af tandbøjler, fordi deres mødre er besat af tanken om lige rækker af tænder, som børnene senere kan smile regelmæssigt med, når de er gået den lige vej gennem uddannelsessystemet og er endt med en ph.d. i varm luft. Det var lige, hvad det kunne blive til med den udsigt, man får, ved at stå på en lige vej. Og måske var børnene blevet til noget sjovere med et hul mellem fortænderne, som kunne sige shhh, når de sagde S. Men den chance tager vi ikke lige i dag.

Selv en af vores kulturs skæve skikkelser Povl Dissing har sunget »go’ nu nat og gå nu lige hjem«. Det har ikke været nogen sjov fest. En sjov fest indebærer, at man slingrer ned ad Vestergade og som regel fem minutter i blodbræk, for det er eneste undskyldning for at slå en skævert.

Måske begyndte det allerede dengang, vi fik at vide, at vi skulle gå lige hjem fra skole. Hvilket vi gjorde, og på den vej stod Store Kim og Fede Finn parat i læderjakker og scooterstøvler med et arsenal af mavepumpere, trælår og lussinger. Så nogen gik en omvej. Og fandt haver med æbler, der var lette at hugge, og det hus, hvor hende den søde fra 7.b boede. Alt sammen noget vi kun turde, fordi vi ikke turde gå den lige vej. Men det var omvejen værd.

Måske burde vi tage nogle flere svinkeærinder - med risiko for at komme for sent, galt af sted og på afveje.
Selv om man skal holde tungen lige i munden for at sige den slags i dag.