mandag den 27. juli 2009

Når kvinder mander sig op

Nogle forskere har fundet ud af, at flere enlige kvinder i Danmark vælger at få børn gennem kunstig insemination. Altså uden en mand i den anden ende.
Det var et godt tidspunkt at offentliggøre den opdagelse på, for her midt i agurketiden var en masse mænd, politikere og mandeforskere – det kan man også læse til – kommet op på tæerne og var forarget langt op i tolvfingertarmen: Manden risikerer jo at blive overflødig, skældte mændene med store, sårede blikke. Nogle var så desperate, at de henviste til en undersøgelse, der viste, at amerikanske mus blev frustrerede, hvis de voksede op uden far.
Men det er også en gammel konflikt. Den begyndte måske allerede dengang, vores forfædre sad med ulveskind om livet og fangede lus i et hul, mens de skændtes om hvem af dem, der havde opfundet ilden, og hvad de skulle bruge den til. Så er der kommet én farende og har råbt:
- Hjælp, de kan føde børn.
Hvorefter mændene kiggede forbavset på hunnerne, der stavrede rundt med hår til navlen og bryster som punkterede balloner, imens tanken om, at sådanne væsener havde et fortrin i forhold til mændene, langsomt bundfældede sig.
Siden har kvinderne lagt til: Lært at køre bil og spille billard. Nu har pigerne indtaget uddannelsesstederne, så universitetet ligner en pigeskole, mens drenge mest gør sig bemærket ved at brænde bildæk af og drikker fadbamser.
Kvinder kan klare det hele selv, fortalte en mandeforsker, og det gør mænd usikre. Men hvis en mand føler sig truet, fordi han møder en kvinde, der selv kan sætte sin skohylde op, er det måske ikke så underligt, at kvinden har opgivet prinsen på den hvide hest.
Hun risikerer bare at møde en tudeprins.

Ingen kommentarer: