En dag med multitasking

- Selvfølgelig kan mænd multitaske.
Tænkte jeg forleden, da jeg balancerede på en taburet med en kuglepen i munden og målte ud til et rullegardin i et vindue. Samtidig.
Det lykkedes mig at komme ned fra taburetten uden at snuble, så det var på alle måder en lykkelig lørdag, især fordi jeg samtidig fik en åbenbaring om, hvorfor mænd er gode til at multitaske:

Vi har øvet os, siden vi var børn.

Det begyndte i sandkassen, hvor vi snildt klarede at grave et stort hul i vådt, iskoldt sand, fylde den ene gummistøvle med vand og kyle sand i håret på Charlotte, der derefter hylede som en stukket gris. Alt sammen stort set samtidig.

Senere præsterede vi at sidde på en skibsbrik med benene oppe ad reolen, høre »Top 20« med Jørgen Mylius og kigge i pornoblad, samtidig med at vi lyttede nøje efter, om vores mor var på vej ind på værelset, hvorefter vi i løbet af et splitsekund kunne skjule pornoblad bag »Tysk for 2. real«. En strategisk manøvre der krævede overblik.

Som voksne har mænd forædlet multitaskingen. Eksempel: Køre bil og tygge tyggegummi samtidig med, at man udtænker overbevisende forklaringer på, hvorfor man har glemt at hente børn/købe ind/kærestes fødselsdag.

Sådan. Der er rigelig med dokumentation. Jeg blev helt grebet af tanken og opdagede desværre for sent, at nu havde byggemarkederne lukket, så det med rullegardinet måtte lige vente. Ingen er jo perfekt.

I stedet satte jeg mig i stuen for at mutitaske:
1) åbne øl 2) smide kapsel efter kat 3) trykke på fjernbetjening. Samtidig.
Det lykkedes. Stort set:
1) spildte øl. 2) kat undveg. 3) Fik tændt for fjernbetjening, men kom ind på DK4.

Da planlægningen gik op i røg

For meget planlægning er mistænkeligt. I Sovjetunionen og Østeuropa havde de i mange år noget, de kaldte planøkonomi. Der var så meget plan i tingene, at de fleste mennesker måtte stå i kø for at købe toiletpapir. Så det blev de trætte af.

Selv er jeg ikke den store planlægger. Hvis jeg var general, havde freden indfundet sig påfaldende hurtigt, for jeg havde sikkert kommanderet min hær det forkerte sted hen. Så kunne de andre stå på slagmarken med alle deres talenter, mens mine soldater sad et eller andet tumpet sted og drak øl, mens de diskuterede, om vi alligevel skulle være drejet til højre tre dage tidligere.

Med en sådan mangel på sans for plan falder jeg udenfor tidens krav. Jeg ved det. Ganske vist er førnævnte planøkonomi ikke i kridthuset nogen steder, hvis vi ser bort fra sofistikerede statsdannelser som Nordkorea, men en hel masse mennesker synes alligevel at leve i et regneark. Tiden skriger på plan, system, flueben og afrapportering, så alt kan blive talt op, målt og vejet. Og derefter privatiseret og fusioneret.

På et mere nærværende plan ved enhver, der inviterer til sommerfest, at man bør man sende invitationerne ud i vinterhalvåret, for ikke så få mennesker synes at planlægge deres liv flere måneder ud i fremtiden for ikke at risikere at stå med en ledig stund. Hvad der er ledigt er spildt, og den overbevisning kan ingen tage fra os.

Det skulle da lige være en islandsk vulkan. Der med en geologisk bøvs aflyste en masse (flyve)planer, (køre)planer og (møde)planer. Og efterlod tusindvis af mennesker med en ledig stund og en fornemmelse af, at noget alligevel viste sig større end os.

Det kan De godt lige tænke over. Hvis De altså ikke har andre planer.

Må jeg få mit æg perfekt, tak?

Norske forskere har fundet en måde at koge det perfekte æg på. De har simpelthen siddet deroppe mellem fjeldene og regnet sig frem til en måde, der gør, at ægget ikke bliver for blødt og ikke for hårdt. Det er sådan noget, man kan tillade sig at bruge tid på, når man har for mange oliepenge.

Men nyheden skal nok få nogen til at løfte brynene, smide avisen og slukke for tv, der alligevel kun er fyldt med sult, krig og andet, vi ikke kan gøre noget ved. Vi kan heller ikke koge vores æg rigtigt, men her kommer videnskaben os til hjælp, og det er da en trøst, når den nu ikke kan stoppe sult og krig.

På de norske forskeres hjemmeside findes en beregningsmetode, så man skal bare lige slæbe den bærbare ud i køkkenet. Der er forskel på beregningerne alt efter æggenes størrelse, men desværre fremgår det ikke helt, om man også skal bruge en skydelære og en elektronisk postvægt - eller bliver nødt til at tage 9. klasse i matematik for at være på den sikre side. Men smart lyder det. Det er sikkert også nemt.

Vigtigt er det i hvert fald, for ellers ville forskere ikke bruge tid på det, men vigtigt er det først og fremmest, fordi det handler om at gøre noget perfekt. Perfektion er vor tids svar på tuberkulosen og luseplagen. En slags folkesygdom.

Holder vi os lige til æggene, så er det for eksempel slet ikke nok, at de er æg. De skal være økologiske og fra fritgående fjerkræ, og helst skal man have samlet dem op i egen hønsegård i baghaven, hvor man går og prøver at ligne ham bonderøven fra tv. Måske med lidt flere myoser og uden Morten Kock-kasket, men autentisk og virkeligt og perfekt skal det det være. Det hele helst. Æg som børn. Ægtefælle som fritid. Karriere som vægt. Det er sagen i en æggeskal.